Udbetaling af honorar og dækning af udgifter

Når du har lavet en aftale med os om at medvirke i et arrangement på Folkeuniversitetet, sender vi dig en mail med et link til din brugerprofil på fuau.dk. Her skal du formelt godkende aftalen, for at vi kan udbetale honorar til dig. Når du har godkendt aftalen, udbetales honoraret automatisk til dig. I travle perioder kan der dog gå op til 3 uger fra din medvirken, før honoraret bliver udbetalt.

A-indkomst hvis ikke andet er aftalt
Vær opmærksom på den angivne udbetalingsmåde, når du godkender aftalen. Hvis ikke andet er aftalt, udbetales honorar fra Folkeuniversitetet som udgangspunkt som A-indkomst - dvs., der trækkes AM-bidrag og skat. Honoraret kan også udbetales som B-indkomst. Og har du eget firma med CVR-nummer, kan det udbetales via faktura. Ønsker du en anden udbetalingsmåde end den angivne, skal du bare godkende aftalen og så kontakte os inden undervisningen om, hvad den skal ændres til.

Refundering af udgifter
Ifm. godkendelsen af aftalen vil du blive bedt om at angive, om du forventer at have udgifter, der skal refunderes, fx til transport. Hvis du har udgifter, Folkeuniversitetet skal dække, skal du logge ind på din brugerprofil igen og indberette udgifterne - senest 14 dage efter endt undervisning. Aflønnes du via faktura er proceduren dog lidt anderledes:

Udbetaling via faktura
Når undervisningen er afsluttet, skal du sende din faktura i PDF-format til faktura@fuau.dk (vigtigt, at den er i PDF-format!). Både honorar og evt. udlæg for transport og forplejning/diæter skrives på fakturaen (der skal således ikke indberettes udgifter på din brugerprofil). Undervisning er ikke momspligtig, og der skal derfor ikke lægges moms på fakturaen.

Folkeuniversitetets honorarsatser
Folkeuniversitetets honorar er fastsat af staten. Hvert honorar er for et undervisningsmodul af 2 x 45 minutter (+ 15 minutters pause). Der er 2 honorarsatser:

Forelæsningshonorar: 2.423,37 kr. inkl. 12,5 % feriepenge for 2 x 45 min. undervisning + 15 min. pause. 

Kursushonorar: 1.514,15 kr. inkl. 12,5 % feriepenge (udbetales gennem Feriekonto) for 2 x 45 min. undervisning + 15 min. pause.

Hvis en undervisningsgang eller -række aflyses mindre end 10 dage før start, kan Folkeuniversitetet yde et 1/2 honorar for første forelæsningsgang. Ønskes dette, skal man kontakte Folkeuniversitetet.

Mulighed for dækning af udgifter
Folkeuniversitetet dækker udgifter til transport, forplejning og overnatning i forbindelse med din medvirken.

Transport: Som udgangspunkt skal man anvende billigste, offentlige transportmiddel. Der kan dog bevilges kørsel i egen bil, hvis det er mest hensigtsmæssigt. I så fald sker det til statens lave kilometertakst (2,17 kr./km). Vi dækker også udgift til bro/færge.

Vi skal have bilag på udgifterne for, at vi kan refundere (på nær antal km kørt i egen bil). Har du en Brobizz, kan du skaffe dokumentation for din brug af broen fra fx dit kontoudtog.

Forplejning: Vi dækker udgifter til forplejning (maks. 146,10 kr./måltid). Vi skal have bilag på disse udgifter, før vi kan refundere. Undtaget er den forplejning, du modtager på selve undervisningsstedet, og som du ikke selv betaler for. Den bliver indberettet til os på anden vis.

Er du af sted mere end 24 timer, kan vi udbetale diæt. Diæt skal også indberettes som en udgift via din brugerprofil på fuau.dk i form af tidspunkt for afrejse og hjemkomst. Ved udbetaling via faktura sættes diæterne dog på fakturaen i stedet. (Man kan ikke samtidig få udbetalt diæt og refunderet sine udgifter til forplejning).

Overnatning: Der kan bevilges hotelovernatning i forbindelse med undervisning på Folkeuniversitetet. Folkeuniversitetet har aftaler med en række hoteller, som gør det nemt for dig at reservere og betyder, at du undgår udlæg ifm. overnatningen. Når du reserverer, skal du huske at oplyse, at regningen skal sendes til Folkeuniversitetet i Aarhus. Du må gerne bruge andre hoteller, end de nedenstående, men så må du sandsynligvis selv lægge ud. Vi refunderer udgifter op til ca. 1000 kr. per overnatning ekskl. morgenmad, som dækkes derudover. Se hoteller, vi har aftale med, nederst på siderne her:

Hoteller i Aarhus
Hoteller i København
Hotel i Herning

Skal du undervise hos en af de mindre Folkeuniversitetskomitéer i Midtjylland?
Folkeuniversitetet i Aarhus varetager administrative opgaver for en række folkeuniversitets-komitéer i Midtjylland, herunder honorarudbetaling. Hvis du underviser for en komité, gælder der de samme regler som for vores øvrige undervisning.

Du skal dog være opmærksom på, at aftaler omkring AV-udstyr og andre lokale forhold skal laves direkte mellem dig og arrangøren/komitéen, som har inviteret dig. Læs mere her:

Foredragsholder hos mindre Folkeuniversiteter i Midtjylland