Om Folkeuniversitetet

Forskning du kan forstå

Viden er nøglen til at forstå alt omkring dig. Folkeuniversitetet serverer den nyeste viden fra forskningens verden. Og vi gør det sjovt at blive klogere. Dyrk dine interesser, få opfrisket din baggrundsviden og se nye perspektiver på omverdenen, eller få ny inspiration til dit arbejde. Forskere og faglige eksperter stiller skarpt på den nyeste udvikling inden for deres forskningsfelt og fortæller engageret om det, de er opslugte af lige nu. Her møder du forskerne i øjenhøjde.

Ingen adgangskrav

Alle kan gå på Folkeuniversitetet. Folkeuniversitetet har undervisning på Aarhus Universitet i Aarhus, Emdrup (Kbh. NV) og Herning. Hvert år byder Folkeuniversitetet på mere end 4.000 forelæsninger, livestreams, vidensarrangementer og festivalarrangementer om samfund, historie, sundhed, psykologi, teknologi, naturvidenskab, filosofi, kunst og kultur, organisation og ledelse. Du kan komme en enkelt aften eller følge en længere forelæsningsrække. Der starter nye hold hele tiden.

70.000 deltagere og stor tilfredshed

Folkeuniversitetet er en del af Folkeoplysningsloven, og Folkeuniversitetet har et tæt samarbejde med universiteterne og landets forskere om at gøre forskningens teorier, metoder og resultater tilgængelige for et bredt publikum. I 2019 deltog mere end 70.000 danskere i forelæsninger og vidensarrangementer. I en stor undersøgelse blandt vores deltagere svarede 98,8 procent, at det forløb, de har fulgt, har levet enten "særdeles godt" eller "godt" op til deres forventninger, og 99 % vil gerne gå på Folkeuniversitetet igen. Gennemsnitsalderen for vores deltagere er 49 år. Statstilskuddet dækker ca. 15 % af udgifterne, mens de resterende 85 % dækkes af deltagerbetalinger og fondsstøtte.

Forskningsformidling i nye former

Hvert semester kan du opleve vidensarrangementer med et 'twist'. Tag med på historiske weekender på Sandbjerg Gods, besøg virksomheder, som er med til at forme Danmark, få forskningen helt hjem i stuen med livestreams, eller få hjernen fyldt op og sanserne mættet til festivalarrangementer. Folkeuniversitetets kerneprodukt er klassiske forelæsninger, men ambitionen er hele tiden at sætte forskningen i spil i nye rammer og give den traditionelle forelæsning nye, spændende former.

Vi har blandt andet arbejdet med en lang række sceniske produktioner, hvor vi tager forskerne og deres viden med på de skrå brædder i bl.a. Aarhus Teater, Hofteatret og Nørrebro Teater. Disse produktioner tæller bl.a. Sebastian Dorset og forskerne på slap line, Historisk Talkshow (senest med Martin Luther, der blev spillet af Bjarne Henriksen, under Reformationsmarkeringen i 2017) og Rundt om Holberg – en nutidig klassiker.

Vidensfestivaler

I et miks mellem forskning, kunst og kultur vækker Folkeuniversitetets festivaler viden til live på nye måder. Omdrejningspunktet er intelligente, underholdende og sanselige arrangementer med viden som den røde tråd. Århundredets Festival afholdes i Aarhus i marts måned. Festivalen belyser hvert år et særligt udvalgt tema, og skaber debat om vores nutid og fremtid, når fortiden aktualiseres. Historiske Dage finder ligeledes sted i marts måned, men i Øksnehallen i København. Her bringes historien til live, når forskere, formidlere, reenacters, museer, forlag og mange, mange andre gæster festivalen til glæde for de 10.000 publikummer. Hearts & Minds sætter hvert år spot på sundhed og hjernen sidste weekend i september. På Dokk1 i Aarhus kan du få intelligent inspiration til et sundere liv.

I 2014, 2017 og 2020 har Folkeuniversitetet desuden stået for landsdækkende markeringer af store jubilæer – hhv. 200-året for Norges Grundlov, 500-året for Reformationen og 100-året for Genforeningen. 

Samarbejder

Folkeuniversitetet har de seneste 10 år prioriteret tætte samarbejder med forskningsinstitutioner, kulturinstitutioner samt formidlingsenheder – og i dag har vi mere end 150 samarbejdspartnere. Samarbejde muliggør nye formidlingsindsatser til nye målgrupper, i nye rammer såvel som helt nye forskningsemner. Og for vores samarbejdspartnere får man glæde af vores store netværk, utroligt stærke formidlingskanaler og formidlingsfaglige ekspertise. Blandt vores tidligere og nuværende samarbejdspartnere er Aarhus Universitet, Forsknings- og Innovationsstyrelsen, Folketingets præsidium, Nordea-fonden, Lundbeckfonden, A.P. Møller Fonden, TrygFonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Danmarks Frie Forskningsfond, Smukfest, SPOT Festival, Dansk Folkeoplysnings Samråd, Aarhus Kommune, Region Midtjylland og en lang række andre offentlige og private aktører.

Udvalgte pressebilleder:

"Forestillingen om en historie" fra Århundredets Festival 2014, der havde fokus på 1800-tallet. Forestillingen vandt i 2015 Historiske Dages Fornyelsespris.

"Historisk Talkshow med Luther" under markeringen af Reformationen i 2017. 

"Forskershow" på Nørrebro Teater under markeringen af Reformationen i 2017.

"BogForum 2019", på billedet ses Folkeuniversitetets rektor Sten Tiedemann til BogForum i Bella Centeret 2019.

Årsrapport:
Årsrapporten for 2019