Tips til nye forelæsere

Folkeuniversitetet er båret af kompetente og engegerede forelæsere med stor lyst til at nå et bredt publikum. Nedenfor har vi forsøgt at samle nogle af de erfaringer, som forelæsere har gjort sig på Folkeuniversitetet. Skal du forelæse på Folkeuniversitetet for første gang, kan du måske finde svar på nogle af dine spørgsmål her. Er du erfaren Folkeuniversitets-forelæser, kan punkterne evt. bruges som tjekliste.

Hvem går på Folkeuniversitetet?
Folkeuniversitetet er åbent for alle. Deltagerne på et hold har typisk meget forskellig baggrund og forudsætninger, men fælles for dem er en interesse for det emne, du skal forelæse om, og en stor motivation for at blive klogere. Du kan derfor forvente at møde et publikum, der er nysgerrigt og åbent - og nogle gange spørgelystent.

Det er meget forskelligt, hvordan deltagersammensætningen på de enkelte forløb er, men overordnet gælder det, at 2/3 er kvinder, 4/5 har en mellemlang eller lang videregående uddannelse, 1/2 er aktive på arbejdsmarkedet, gennemsnitsalderen er 49 år, og 2/3 har tidligere deltaget i et forløb på Folkeuniversitetet.

Ideer og forslag til planlægning og afholdelse af forelæsninger
Der er rigtig mange gode måder at forelæse på Folkeuniversitetet. Alle forelæsere har deres måde at gribe det an - heldigvis. Erfaringen viser, at du som forelæser kan gøre et par ting for at optimere oplevelsen for både deltagere og dig selv:

Kan anbefales:

  • Start med at præsentere dig selv. Fortæl, hvad du hedder, hvem du er, og hvad din faglige baggrund er.
  • Præsentér indledningsvist strukturen i forelæsningen, så deltagerne hele tiden ved, hvor de er i forløbet. 
  • Forklar eventuelt, at du tager imod opklarende spørgsmål undervejs, mens du gerne vil vente med diskuterende spørgsmål til allersidst. Du kan også vælge kun at tage spørgsmål til sidst. Så sikrer du, at forelæsningen bliver på sporet.
  • Tilrettelæg dit oplæg med tanke på, hvilke pointer du ønsker, deltagerne skal have med hjem. Forelæsningen kan med fordel være pointestyret frem for stofstyret
  • Stil gerne velforberedte spørgsmål, der engagerer deltagerne og får dem til eksempelvis at overveje en problemstilling og relatere til egne erfaringer.
  • Brug eksempler og anekdoter, der illustrerer teorier, detaljer eller generelle pointer.
  • Supplér med illustrativt billed- og tabelmateriale.
  • Afslut forelæsningen med at samle op på de vigtigste pointer.
  • Sæt tid af til diskussion.

Kan ikke anbefales:

  • Forsøg ikke at være bundet til oplæsning af manuskript, men nøjes med stikord.
  • Hav et aktivt kropssprog, og hold øjenkontakt med tilhørerne.
  • Præsenter ikke teksttunge power points – og læs ikke op fra power points.
  • Undlad at bruge for meget tid på metodegennemgang, med mindre dette er afgørende for forståelsen af pointer og resultater. At præsentere de metodiske præmisser er standard i den videnskabelige verden, men Folkeuniversitetets deltagere forudsætter, at din metode er korrekt.
  • Undlad overdreven brug af fremmedord, hvis der en dansk terminologi, der er dækkende.
  • Undlad at opfordre til spørgsmål undervejs, hvis det reelt virker forstyrrende for den plan, du har for forelæsningen.
  • Undlad at gå ind i en snæver diskussion med en enkelt deltager.

Kontakt sekretariatet
Kontakt endelig sekretariatet, hvis du har spørgsmål, eller hvis du har erfaringer, andre forelæsere kan nyde godt af.

Tusind tak, fordi du vil dele din viden på Folkeuniversitet.

(Skrevet af forskerne i Folkeuniversitetets bestyrelse, 2012)