Det er desværre ikke længere muligt at tilmelde sig dette arrangement. Men vi har et stort program med mange nye arrangementer, og herunder er et udvalg til dig.

Kan vi skabe mere natur, et sundere hav og renere drikkevand?

Hvordan får vi livet tilbage i de danske farvande? Hvad koster det? Og hvorfor er det vigtigt – for dig, naturen og fremtiden?

Når vi udleder store mængder kvælstof fra landbruget, sætter vi gang i en kædereaktion under havets overflade: Algerne blomstrer, ilten forsvinder, og fiskene dør. Hvert år rammes større områder af iltsvind. Tangskove og ålegræs forsvinder – sammen med de levesteder, som havets dyr er afhængige af.

Men det behøver ikke at være sådan. Så hvordan vender vi udviklingen? I hvilken takt og med hvilke midler?

I Danmark dækker landbruget omkring 60% af vores samlede areal, og landbruget står for op mod 70% af kvælstofudledningen. Det gør os til et af de mest intensivt dyrkede lande i verden – og det har konsekvenser. Med den grønne trepart står vi over for en historisk mulighed for at gentænke vores arealanvendelse – så vi får et sundere havmiljø, mere natur i nærområderne og renere drikkevand.

Kom til debat med Stiig Markager, professor i havbiologi og en af de mest markante stemmer i debatten om havets tilstand, og Berit Hasler, professor i miljø- og landbrugsøkonomi og ekspert i bæredygtig arealanvendelse. Og du skal ikke bare lytte – du skal være med. Undervejs inviterer vi til åben debat, hvor dine spørgsmål, holdninger og idéer bliver en del af samtalen.

Debatten modereres af journalist Torben Sangild.

Debatten er led i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs formidlingssatsning VidenSkaber, støttet af Lundbeckfonden, Carlsbergfondet og Novo Nordisk Fonden. I 2025-2026 er temaet ”Hvad sker der, når havet forandrer sig?”. Læs mere på videnskaber.dk.

Føj holdet til favoritter

Praktisk Information