Ud med forskningen

Vær med, når vi gentager successen og forvandler Aarhus' smukke universitetspark til en oase af viden og kultur. Under egetræernes kroner kan du blive klogere på verden og tidens største udfordringer i selskab med en perlerække af landets skarpeste forskere, der deler ud af den nyeste viden. Dagen byder på koncerter, litteratur, kunst, foredrag, fællessang, samtaler og meget mere. 

 

Program, lørdag d. 22. august kl. 16-22

AMFISCENEN
Konferencier: Mathias Hammer, pianist, radio- og tv-vært

16.00-16.20: FÆLLESSANG
Mathias Hammer, pianist, radio- og tv-vært

16.20-16.55: GRØNLAND – MELLEM RIGSFÆLLESSKAB OG MINERALER
Søren Rud, lektor i historie, Københavns Universitet, og Anne Merrild, institutleder, Institut for Bæredygtighed og Planlægning, Aalborg Universitet. Moderator: Bjørg Tulinius, journalist, Kristeligt Dagblad
Vi danskere har fået lidt på puklen over, at vi først med Trumps trusler er begyndt at udvise interesse for Grønland. Kommer Rigsfællesskabet styrket eller svækket ud af den nuværende krise? Hvordan har forholdet mellem Danmark og Grønland udviklet sig historisk? Hvorfor er Grønland strategisk vigtigt for USA? Og rummer undergrunden virkelig så mange vigtige råstoffer?

17.15-18.00: KONCERT MED WHO KILLED BAMBI + SEBASTIAN WOLF

18.15-18.50: NÅR DEN GRØNNE OMSTILLING GÅR I SORT – OM ’BAG LITIUMBJERGENE’
Kristian Hvidtfelt Nielsen, lektor i videnskabshistorie, Aarhus Universitet, og Theis Ørntoft, forfatter. Moderator: Bjørg Tulinius, journalist, Kristeligt Dagblad
Vi hører, at den grønne omstilling er vejen frem. Vi skal udskifte den fossile, sorte energi med vedvarende, grøn energi. Vores samfund elektrificeres, og behovet for råstoffer eksploderer. Er de teknologiske fremskridt i ét skridt frem og to tilbage? Hvad kan historien lære os om teknologiens utilsigtede konsekvenser for mennesker og miljø? Og hvordan arbejder man med ansvarlig teknologiudvikling i dag?

18.50-19.25: FREMTIDENS GRØNNERE ENERGI
Dorthe Ravnsbæk, professor i materialekemi, Aarhus Universitet, og Marie Münster, professor i energisystemanalyse, Danmarks Tekniske Universitet. Moderator: Line Friis Frederiksen, videnskabsjournalist
Kan Danmark nå sit mål om at reducere drivhusgasudledningen med 70 % inden 2030? Og hvordan går det med Parisaftalen? Hør bl.a. om, hvilke energikilder Danmark skal satse på i fremtiden, og bliv klogere på, hvordan nye materialer både kan gøre fremtidens genopladelige batterier mere effektive og mere bæredygtige.

19.40-20.15: KUNSTIG INTELLIGENS – VEN ELLER FJENDE?
Philipp Schröder, professor i økonomi, Aarhus Universitet, og Ira Assent, professor i datalogi, Aarhus Universitet. Moderator: Line Friis Frederiksen, videnskabsjournalist
Med ny teknologi følger et væld af nye anvendelsesmuligheder, men også nye udfordringer. Kunstig intelligens står til at transformere vores samfund, arbejdsliv og økonomi. Men hvad er de bagvedliggende mekanismer ved kunstig intelligens? Hvordan lærer en computer? Og hvordan kan vi forvente, at kunstig intelligens vil påvirke vores liv og samfund i fremtiden?

20.25-20.55: NATURVIDENSKAB FOR FULDT BLUS
I Aarhus kan vi bryste os af at huse Danmarks to bedste scienceshows. Denne aften kan du opleve naturvidenskab for fuld udblæsning, når Aarhus Universitets Kemishow og Fysikshow med hverdagskemikalier og magnetisme sætter strøm og lys til festivalen

21.15-22.00: KONCERT MED WHO KILLED BAMBI + MADS LANGER

AULAEN
Konferencier: Noa Kjærsgaard Hansen, cand.mag., forfatter, moderator

16.20-16.50: HVORDAN LÆRER EN COMPUTER?
Ira Assent, professor i datalogi, Aarhus Universitet
Machine learning er en vigtig forudsætning for, at kunstig intelligens kan fungere. Med store datamængder kan computere lære rigtig meget på kort tid og bruge sin viden på ny. Men hvordan fungerer det mere præcist? Hvordan sikrer vi, at computerne ikke lærer noget forkert? Og hvordan ved en chatbot, hvad den skal svare dig?

18.05-18.35: GRØNLAND OG DANMARK I AFKOLONISERINGENS ÆRA
Søren Rud, lektor i historie, Københavns Universitet
I tiden efter 2. verdenskrig var den globale afkolonisering med til at forandre forholdet mellem Danmark og Grønland, og Grønland blev en integreret del af den danske velfærdsstat. Hvad gik forud for denne udvikling, og hvilke konsekvenser fik den for relationen mellem de to lande? Hvordan ser situationen ud i dag, hvor USA ønsker at indlemme Grønland i De Forenede Stater?

18.55-19.25: KAN VERDENSØKONOMIEN FORTSÆTTE SIN MODSTANDSDYGTIGHED?
Philipp Schröder, professor i økonomi, Aarhus Universitet
På trods af præsident Trumps toldsatser, et lukket Hormuzstræde og skyhøje energipriser har verdensøkonomien vist sig modstandsdygtig over for de mange geopolitiske spændinger i første halvdel af 2026. Holder det i længden, eller kommer reaktionen blot forsinket? Hvad kan vi forvente af den kommende tid?

19.45-20.15: NYE MATERIALER TIL GENOPLADELIGE BATTERIER
Dorthe Ravnsbæk, professor i materialekemi, Aarhus Universitet
Hvis vi for alvor skal i mål med den grønne omstilling, er det nødvendigt at finde nye materialer, der kan erstatte de litium-ion-batterier, vi bruger i dag. Jordens litiumressourcer er begrænsede, og hvis alle skal køre elbil, og energi fra vedvarende energikilder skal lagres effektivt, må nye genopladelige batterier til. Hvilke materialer undersøger forskerne i dag, og hvor langt er vi fra at finde et brugbart alternativ?

 

Klik her for at se programmet for lørdag i dagtimerne.

Klik her for at se programmet for søndag.

Hjælp Folkeuniversitetet med at afholde PARK i fremtiden

Det er gratis at deltage i PARK. Ved tilmelding er det dog muligt at donere til afholdelsen af PARK vidensfestival i 2027. Vi håber, at du vil være med til at sikre et godt fundament for festivalen efter 2026.

 

 

Føj holdet til favoritter