Sjov med sprog: Kvaler med vokaler, toner og tryk
2723-045
Start:
Onsdag 8/12/27, kl. 17.15, 1 gang
Sted:
AU, Campus Herning, lokale 3042
Birk Centerpark 15
7400 Herning
Dyk ned i dybet af lyden af talesproget
i, e, æ, a, y, ø, u, o, å er de eneste skrifttegn, vi har på dansk, og det er slet ikke nok til at gengive vores talesprog. Vi har et væld af vokaler på dansk. Faktisk har vi et af de sprog med allerflest vokallyde i. På almindeligt københavnsk når man frem til, at der er 41-42 forskellige vokallyde, mens man på almindeligt vestjysk kan nå op på over 50.
Tænk en gang på ord som 'kost' og 'vist'; de kan udtales på flere måder. Vores skrift rummer ikke de nuancer. Tag en sætning som: "Det høstes grønne frø til hønerne"; alle fire ø-vokaler er forskellige. Det er a-vokalerne også i 'kande' og 'kaffe' og i 'år' og 'åer'. Og sådan kan man blive ved.
Når vi skriver 'ven' og 'vend', er der forskel i udtalen, hvor d-et overhovedet ikke kommer på banen. Der er stød i det sidste ord, men ikke i det første. "Hende kan vi ikke regne med", "hun stod op i vandet", og "hun lagde cigaretterne på hylden", er tre sætninger, der hver især kan udtales på to forskellige måder og med helt forskellige betydninger.
I denne forelæsning dykker vi ned i dybet af lyden af talesproget og fornøjer os med at opdage, hvor nuanceret og sprudlende det danske sprog er. Det er vildt, og det fungerer perfekt.
Denne aften er en del af konceptet 'Sjov med sprog', hvor vi med en masse eksempler og en god portion humor sætter fokus på vores forunderlige sprog med én forelæsning pr. semester.
Program:
-
Onsdag 8/12/27 kl. 17.15 - kl. 19.00Michael Ejstrup, ph.d., sprogforsker, forfatter og projektleder