Filosofien mellem linjerne – om Michel Houellebecqs 'Serotonin'

2522-161
Tid
Lørdag. 25/10/25, 10.00
Sted
AU, Campus Emdrup, bygning A, lokale oplyses på stedet
Tuborgvej 164
2400 København NV
Pris
- Standard 350,00 kr.
- Studerende 175,00 kr.
Weekend
Der er blevet sagt og ment meget om den franske stjerneforfatter, Michel Houllebecq, der med provokatørens flair jævnligt sender nye stikpiller af sted mod offentligheden, så diverse meningsdannere får kaffen galt i halsen. Men der er mere på spil end letbenet selviscenesættelse i Houllebecqs forfatterskab. Han repræsenterer det nyeste skud på en ældgammel stamme af pessimistisk kulturkritik, hvor samtidens overfladiskhed og ligegyldighed hudflettes. I Houllebecqs forfatterskab tegner denne kritik sig som et decideret filosofisk program, der kan opsummeres som noget så sjældent som kapitalismekritik fra højre.
Vær med, når vi læser Houllebecq som filosof og dykker ned i de filosofiske temaer i hans roman 'Serotonin'. Vi skal bl.a. undersøge hans kritik af frigørelse og individualisme, forstå konsumerismens væsen, når vi tager med ham på shoppetur i supermarkedets 11 forskellige typer af hummus og det hårdtpumpede parisiske ejendomsmarked, og undersøge de materielle vilkår for kærlighed og værdighed bag senkapitalismens altopslugende skærme. Sidst, men ikke mindst skal vi betragte hans bud på en flugtvej fra samtiden gennem begreberne pligt og tradition.
'Filosofien mellem linjerne' og 'teologien mellem linjerne' er nye forelæsningskoncepter, hvor vi dykker ned i skønlitterære værker og forfatterskaber for at opspore den filosofi og teologi, der gemmer sig under overfladen. Målet er at følge de åndelige og eksistentielle spor – for derigennem at opnå en dybere forståelse af både værket og forfatterskabet.
Se flere forelæsninger inden for 'Filosofien mellem linjerne' her.
Program:
-
Lørdag. 25/10/25 kl. 10.00 - 14.00Jakob Holgersen Lovas, cand.mag. i filosofi, højskolelærer og selvstændig foredragsholder