Foredrag

Stjæler skærmene vores børns barndom? Er digitale fællesskaber lige så gode som de fysiske? Og hvordan påvirker smartphones, sociale medier og kunstig intelligens egentlig børn og unges udvikling, koncentration og trivsel?

Skærmdebatten er fyldt med stærke holdninger, bekymringer og gode råd. Men hvad siger forskningen egentlig? Og hvordan skelner vi mellem myter og fakta?

Med afsæt i sin nye bog 'Barndom i det blå lys' tager psykolog og forsker Aida Bikic os med bag om skærmdebatten og undersøger, hvad dansk og international forskning fortæller om skærmenes betydning for børn og unge – fra de helt små til teenagerne. Vi ser nærmere på, hvordan digitale platforme påvirker børns indlæring, koncentration og sociale relationer, og hvorfor skærmen kan spille en særlig rolle for børn med ADHD eller autisme.

Du får også konkrete råd til, hvordan du som forælder kan sætte sunde grænser, håndtere konflikter om skærmtid og skabe trygge rammer for dit barns digitale liv – uden skyld og skam.

Foredraget er baseret på Aida Bikics nye bog 'Barndom i det blå lys' (Hans Reitzels Forlag, 2026) som kan købes via dette link: Barndom i det blå lys

Program:

  • Onsdag 13/10/27 kl. 17.30 - kl. 19.15
    Aida Bikic, psykolog og lektor i børne- og ungdomspsykiatri, Syddansk Universitet
Føj holdet til favoritter