Pulserende Leipzig fra historisk musikby over den fredelige revolution til nutidens kreative metropol

Et væld af tyske kulturpersonligheder har sat deres præg på Leipzig. Komponister som Bach, Mendelssohn og ægteparret Schumann er stadig allestedsnærværende i byens musikhuse, museer og kirkekor, og Goethe gjorde sine studieår i Leipzig udødelige ved senere at lade Auerbachs Keller indgå i sin 'Faust'. Hånd i hånd med byens historiske rolle som en af Europas vigtigste messe- og handelsbyer voksede der en selvsikker borgerlig kultur frem, som gennem århundreder gjorde Leipzig til en internationalt berømt kulturmetropol.

Efter genforeningen rykkede kreative miljøer ind i de forladte fabriksbygninger og forfaldne arbejderkvarterer og forvandlede store dele af Leipzig til "Hypezig". Samtidig havde messebyens internationale åbenhed og borgernes engagement gjort Leipzig til centrum for den fredelige revolution 1989, og sammen med det opblomstrende kreative miljø gør denne demokratiske erfaring i dag byen til et farverigt modstykke til den politiske udvikling, der ellers præger størstedelen af det østlige Tyskland.

Vi følger det pulserende Leipzig fra tiden som historisk musikby over den fredelige revolution til nutidens kreative metropol.

Program:

  • Lørdag 24/10/26 kl. 10.00 - kl. 14.00
    Åse Lerche, cand.mag. i tysk og journalist, bosat mange år i Berlin
Føj holdet til favoritter