På tre byvandringer gennem København fortæller historiker Christian Holm Donatzky om tre konger, der har haft afgørende betydning på både Danmarks og Københavns udvikling. Frederik 3. blev den første enevældige konge, under Frederik 5. blev Frederiksstaden bygget, og Frederik 7. blev den første konstitutionelle konge, da han underskrev Grundloven i 1849.

På første vandring skal vi i sporene på Frederik 3. Da han overtog tronen efter sin far Christian 4. i 1648, stod han meget svagt, men han tog kampen op mod den magtfulde adel, og vendepunktet blev svenskekrigene og Stormen på København, hvor kongen forblev i byen. I 1660 blev Frederik 3. hyldet som Danmarks første enevældige arvekonge. Undervejs kommer vi forbi Kongens Have og Rosenborg og gennem Adelgade i det Nykøbenhavn, som Frederik og hans planlæggere udstak. Vi går gennem Nyboder og slutter på Kastellet – eller rettere Citadellet Frederikshavn – opkaldt efter Frederik 3., som satte den nederlandske fæstningsingeniør Henrik Rüse til at bygge det imponerende fæstningsanlæg.

Anden vandring handler om Frederik 5., som levede et kort liv præget af alkohol og mange kvinder. Som enevældig konge var han helt afhængig af sine rådgivere, hvor særligt overhofmarskal Moltke spillede en afgørende rolle. Hans regeringstid var en tid med fremskridt for Danmark og København. Det var en fredstid, hvor handlen blomstrede og et nyt distrikt – Frederiksstaden blev skabt. Turen går bl.a. langs Frederiksholms Kanal og forbi Prinsens Palæ, der blev bygget til Frederik og hans populære hustru Louise som kronprinsebolig, og vi skal gennem Frederiksstaden, den storslåede bydel, der blev anlagt i 1750'erne og opkaldt efter Frederik 5.

Den tredje byvandring følger Frederik 7.s begivenhedsrige liv og regeringstid, hvor Grundloven blev vedtaget, Danmark var i krig med Det Tyske Forbund, og voldene faldt i København. Vi kommer bl.a. forbi Christiansborgs Slotskirke, hvor Frederik blev konfirmeret og gift første gang, og til Nytorv med det tidligere rådhus. Københavns Borgerrepræsentation var med til at lægge pres på Frederik 7., da han erklærede sig som konstitutionel monark. Vi fortsætter til Vimmelskaftet, hvor Louise Rasmussen havde sin butik. Hun blev senere gift med Frederik og blev Grevinde Danner.

Christian Holm Donatsky har bl.a. medvirket i Historiequizzen på DR. Læs mere om ham på historytours.dk

Program:

  • Mandag 1/3/27 kl. 16.00 - kl. 17.30
    Frederik 3.
    Christian Holm Donatsky, cand.mag. i historie og samfundsfag, History Tours
    Mødested: Højbro Plads ved rytterstatuen af Absalon, 1200, København K
    Turen slutter på Kastellet
  • Mandag 8/3/27 kl. 16.00 - kl. 17.30
    Frederik 5.
    Christian Holm Donatsky, cand.mag. i historie og samfundsfag, History Tours
    Mødested: Højbro Plads ved rytterstatuen af Absalon, 1200, København K
    Turen slutter i Frederiksgade
  • Mandag 15/3/27 kl. 16.00 - kl. 17.30
    Frederik 7.
    Christian Holm Donatsky, cand.mag. i historie og samfundsfag, History Tours
    Mødested: Højbro Plads ved rytterstatuen af Absalon, 1200, København K
    Turen slutter på Rådhuspladsen
Føj holdet til favoritter