Magtudredningen 2.0 præsenterer

De sidste 25 år har det danske samfund gennemgået store forandringer. Uligheden er steget, den digitale udvikling har revolutioneret medierne, tempoet i dansk politik er røget i vejret, og internationale forandringer sender bølger ind over grænserne. Med andre ord har vilkårene for vores folkestyre ændret sig markant. Det kalder på et eftersyn af demokratiet. Den opgave har Folketinget stillet en uafhængig forskningsledelse med forskningsprojektet Magtudredningen 2.0. Nu løfter de sløret for deres tilstandsrapport for demokratiet.

Kom med når Folkeuniversitetet invite­rer til et demokratisk eftersyn af Magtens mange former med forskere, politikere, erhvervsfolk og medier til en samtale om magt, og hvordan vi holder vores demokrati stærkt.

Denne eftermiddag tager dagens vært, Lars Trier Mogensen, imod jer til et demokratisk eftersyn af Magtens mange former, hvor tre forskere først vil fortælle om de nyeste resultater i Magtudredningen 2.0.

Hør Anne Skorkjær Binderkrantz, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, fortælle om demokratiets tilstand og Magtudredningen 2.0, mød Peter Bjerre Mortensen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, der giver et indblik i, hvordan vores lovgivning bliver til i det fortravlede Folketing, og bliv klogere, når Anja Bechmann, professor i medievidenskab ved Aarhus Universitet, stiller skarpt på misinformation på de sociale medier.

Mød desuden Jens Joel, medlem af Folketinget for Socialdemokraterne, Martin Ruby, politisk chef for Facebook i Norden og Benelux og Thomas Hedin, chefredaktør for mediet TjekDet, i anden halvdel af arrangementet til en drøftelse af demokrati, magt og indflydelse i Danmark.

Program

  • 15.30: Dørene åbner
  • 16.30: Velkomst
  • 16.35: Introduktion til Magtudredningen 2.0 v. professor i statskundskab, Anne Skorkjær Binderkrantz (AU)
  • 16.50: Det fortravlede Folketing v. professor i statskundskab, Peter Bjerre Mortensen (AU)
  • 17.05: Misinformation på sociale medier v. professor i medievidenskab, Anja Bechmann (AU)
  • 17.20: Spørgsmål til forskerne
  • 17.30: Pause
  • 17.50: Panelsamtale med repræsentanter fra politikkens verden og medierne 
  • 18.30: Tak for i dag

Hvad er Magtudredningen 2.0?

I 1997 bad Folketinget for første gang en uafhængig forskningsledelse om at gennemføre et totaleftersyn af det danske demokrati – Magtudredningen 1.0. I 2024 blev Magtudredningen 2.0 blev igangsat af Folketinget. Den løber frem til 2028. Den undersøger styrker og svagheder i dansk demokrati i lyset af store samfundsforandringer siden årtusindeskiftet.

Resultaterne fra Magtudredningen 2.0 udgives i bogserien Magtudredningen 2.0 hos Aarhus Universitetsforlag, præsenteres i podcasten Jagten på magten og til arrangementer i landets fem største byer i samarbejde med forskerne bag Magtudredningen 2.0.

Læs mere om Magtudredningen 2.0 her.

Føj holdet til favoritter