Vinterfolkeuniversitet: Håb – livsnødvendighed eller virkelighedsflugt?

Håbet har haft en tvetydig karriere. På den ene side har det været anset som en stærk kraft, vi kan lade os bære af, når livets vanskeligheder vokser os over hovedet. På den anden side har det været anset som en svigefuld trøst, vi har tyet til i stedet for at gribe handlende ind i vores eget liv. Er håbet det anker i vores tilværelse, der hindrer os i at fortabe os i alle bekymringerne? Eller er håbet tværtimod den luftballon, vi stiger op i, når vi flygter fra virkelighedens problemer?

“Håb er ikke en strategi,” hører man. Det er sikkert rigtigt, for hvis der er noget at gøre, er det givetvis bedre med en plan for, hvordan man vil gøre det. Men hvad hvis alt virker håbløst, og der vitterligt ikke er noget at gøre? Hvad hjælper det så at lægge planer og have strategier? Er det mon her i håbløsheden, at håbet har sin rette plads? Og hvordan finder man i givet fald frem til håbet midt i håbløsheden?