Hvad er det egentlig, der foregår i verden lige nu?

I en tid præget af uro, polarisering, store forandringer og magtforskydninger inviterer Folkeuniversitetet og professor i idéhistorie Mikkel Thorup til en række filosofiske fyraftensforedrag på Kulturbodega Bellis, hvor vi vender tilbage til nogle af historiens skarpe tænkere for bedre at forstå vores egen tid.

Hvert arrangement tager udgangspunkt i et aktuelt spørgsmål og en tekst skrevet i en tidligere brydningstid – fra Kant, Marx og Weber til Freud, Orwell og Judith Shklar. Sammen undersøger vi, hvordan tidligere generationer forsøgte at forstå deres verden, og hvad deres tanker kan sige os i dag.

I sin anmeldelse af Hitlers Mein Kampf fra 1940 forsøger George Orwell at forstå fascismens tiltrækningskraft. Orwell peger blandt andet på, at løftet om kamp og konflikt kan være lige så mobiliserende som løftet om fred og velstand. Denne gang bruger Mikkel Thorup teksten til at diskutere den globale genkomst af højreekstremisme og den vrede, som præger mange samfund i dag.

Vær med til en aften, hvor vi sammen stopper op et øjeblik og giver plads til fælles refleksion over den tid, vi lever i – over et glas i godt selskab.

‘Fyraftensfilosofi på Kulturbodega Bellis’ er en række af foredrag, der finder sted hver tirsdag fra uge 43 og frem til midten af december. Se de øvrige arrangementer i serien her.

Foto af Jakob Mark, redigeret

Føj holdet til favoritter