Fra fænomenologien til eksistensfilosofien: Husserl, Heidegger og Sartre

Hvordan gik det til, at fænomenologien blev til eksistensfilosofi? Bag det spørgsmål gemmer sig en af de mest fascinerende historier i det 20. århundredes filosofi.

Fænomenologiens fader, Edmund Husserl, havde ved århundredets begyndelse proklameret, at filosofien endelig skulle gøres til en "streng videnskab". Den skulle holde sig fordomsfrit til "de rene fænomener". Det krævede, mente Husserl, at den så bort fra alt det, der blot tilfældigvis eksisterede for i stedet at beskrive det essentielle – det væsentlige – der lå bagved.

Men Husserls egensindige elev, Martin Heidegger, opdagede snart et fænomen, hvis væsen lå i eksistensen, nemlig den menneskelige tilstedeværen. Det blev startskuddet til den franske eksistentialisme, hvis motto, ifølge Sartre, var, at "eksistensen går forud for essensen".

Ud fra den idé udfoldede Sartre de eksistentialistiske hovedbegreber om frihed, valg, selvbedrag og forladthed i skyggen af "Guds død". Men i sit 'Brev om ’humanismen’ indvendte Heidegger, at det ikke var nok bare at vende forholdet mellem eksistens og essens på hovedet, og at Sartres eksistentialistiske humanisme forblev "metafysisk".

Få i løbet af en dag et filosofisk indblik i tilblivelsen af efterkrigstidens eksistentialisme.