Weekendforelæsning

Japanske træsnit, kaldet ukiyo-e, er en fascinerende billedform, der med vibrerende konturlinjer og levende farveflader formidler en eksotisk og romantiseret verden af smukke kvinder og flamboyante kabuki-skuespillere i Japans Edo-periode (1603-1868). Ukiyo-e var en masseproduceret og derfor billig form for visuel kommunikation, der fungerede som underholdning og information i millionbyen Edo (Tokyo).

Foredraget begynder med en kort introduktion til Edo-periodens politiske og kulturelle situation, hvor storbyen Edo blev etableret som centrum for et militært styresystem med shogunen som reel hersker. Mange af tidens træsnit skildrer forskellige steder i byen, der var berømte udflugtsmål for byens beboere eller husede forskellige funktioner og erhverv. Derefter kommer foredraget ind på træsnittenes kommercielle og kulturelle betydning for så at fokusere på forlystelsesindustrien omkring bordellerne og kabuki-teatrene, to vigtige elementer i tidens underholdningsindustri og to af de mest fremtrædende motiver i japanske træsnit.

Træsnittene skildrer smukke kvinder, der underholdt kunder med dans og digte, og berømte skuespillere, der kunne fylde teatrene. Vi ser på erotisk kunsts rolle i det japanske samfund i perioden og på forholdet mellem forlæggernes kommercielle interesse og myndighedernes censur.

Gunhild Ravn Borggreen er lektor i japansk kunsthistorie og visuel kultur ved Københavns Universitet. Sammen med kunsthistoriker Asato Ikeda har hun kurateret udstillingen 'I krig og kærlighed' på Designmuseum Danmark i 2024-2025.

Billede: Kitagawa Utamaro, Tagasode fra Husets Tamaya fra serien 'Syv Komachi kurtisaner', ca. 1805. Farvetræsnit, 24 x 36 cm Foto: Pernille Klemp, Designmuseum Danmark

Program:

  • Søndag 22/2/26 kl. 10.00 - kl. 14.00
    Gunhild Borggreen, lektor i kunsthistorie og visuel kultur, Københavns Universitet
Føj holdet til favoritter