Bliv klogere på Danmarks 6 kolonier! // Niels Brimnes

Fra 1600-tallet til 1900-tallet var Danmark en kolonimagt med besiddelser mange steder i verden, fx var indiske Trankebar dansk i over 200 år. Men kender du Danmarks  kolonier?

1. Guldkysten
Fra 1659 og frem besad vi mellem et og seks handelsforter på Guldkysten, i dag Ghana. Her købte vi først guld, siden slaver af lokale konger og købmænd, der villigt solgte ud. Kun Fort Christiansborg eksisterer i dag. Handelsforterne blev solgt til Storbritannien i 1850.

2. Dansk Vestindiske Øer
Danmark overtog Skt. Thomas i 1671, Skt. Jan (nu Skt. John) i 1718 og købte Skt. Croix i 1733. Ved hjælp af slaveri bedrev vi en driftig sukkerproduktion, som bl.a. skaffede penge til opførelsen af københavnske palæer. Øerne blev solgt til USA i 1917. 

3. Trankebar
Et dansk handelsskib under det nystartede Østasiatisk Kompagni led skibbrud ved Trankebar på Indiens østkyst i 1620, og her overlod den stedlige fyrste et mindre landområde til danskerne. Det blev centrum for handel med krydderier, bomuldstekstiler mv. Trankebar blev solgt til Storbritannien i 1845.

4. Serampore
I 1755 blev byen Serampore nord for Kolkata (tidligere Calcutta) overdraget til danskerne. Her blev i 1829 etableret et universitet, som blev godkendt af den danske konge, og som fungerer den dag i dag. Serampore blev solgt til Storbritannien i 1845.

5. Nicobarerne
Danmark forsøgte fra midten af 1700-tallet flere gange at kolonisere øgruppen Nicobarerne, der ligger langt ude i farvandet ud for Phuket i Thailand. Det lykkedes ikke - danskerne døde af malaria. Øgruppen blev overtaget af Storbritannien omkring 1868.

6. Grønland
I 1721 ankom Hans Egede til Grønland, og herefter oprettedes kolonier flere steder i landet. Formålet var dels at missionere, dels handel med skind, spæk og andre produkter fra sæler og hvaler. Med grundlovsændringen i 1953 ændrede Grønland status fra koloni til et dansk amt, og i 1979 fik Grønland hjemmestyre.

  

Bonusviden: Vi havde faktisk flere kolonier

De seks kolonier, der er nævnt her, er defineret ud fra samme metode, som er brugt i Gads nye, 5 bind store kolonihistorie: ’Danmark og kolonierne’:

- De er kolonier i moderne tid.

- De ligger langt væk fra Danmark, altså ikke i et grænseområde.

- De har en anderledes status i forhold til rigets centrum end andre landsdele.

- Der bor en etnisk anderledes befolkning.

Men ser vi længere tilbage og afviger lidt fra bogens definition, så havde vi flere andre områder, man måske kunne kalde kolonier, fx Estland, Island, Færøerne, Gotland, Shetlandsøerne, Orkneyøerne og store dele af Nordtyskland.

 

Af journalist Jonna Toft
Kilde: Lektor i historie Niels Brimnes, Aarhus Universitet, der jævnligt holder forelæsninger om bl.a. Indien på Folkeuniversitetet.

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden til dine behov og interesser. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.