5 eksempler på datidens globalisering // Søren Michael Sindbæk

I vikingetiden var der en livlig handel på tværs af landegrænser og kontinenter. Arkæologiprofessor Søren Sindbæk bliver ind imellem overrasket over, hvor stærk globaliseringen og påvirkningen udefra var. Læs hans 5 eksempler!

1. Benskærere i Nordens ældste by, Ribe, fremstillede kamme af rensdyrgevir, som var indsamlet på det norske højfjeld og bragt til byen af norske vikinger. Samtidigt brugte perlemagere i værksteder på den samme gade glas, der var fremstillet i Ægypten.

2. I Ribe og i byen Unguja Ukuu på Zanzibar i Østafrika er der fundet glasperler fra de samme værksteder i Syrien.

3. Persiske søfolk begyndte at sejle i rutefart til Kina og Zanzibar på omtrent samme tid, som vikingetiden begyndte i Norden. I havnebyen Unguja Ukuu på Zanzibar har man fundet tidlig kinesisk porcelæn fra 800-tallet.

4. Den romerske by Doliche i Tyrkiet havde en lokal skytsgud, som først blev dyrket af byens indbyggere, men så blev den populær blandt romerske soldater, og snart blev skytsguden dyrket i hele Romerriget.

5. Gamle romerske byer som Jerash i Jordan blev erobret af muslimer i 600-tallet, men livet gik fredeligt videre. I Jerash fortsatte byens liv, og moskeer blev bygget side om side med kirker og synagoger. Et kraftigt jordskælv i 749 lagde Jerash i ruin og gjorde stedet til en arkæologisk guldgrube af viden om den ældste islamiske tid.

 

 

Vil du vide mere?

Hør om forsvundne byer
Vil du vide mere om arkæologien i forsvundne byer med fokus på Rom, Ribe, Doliche, Palmyra og Odense, så tilmeld dig forelæsningsrækken ’Forsvundne byer’, der foregår over syv onsdage med start 25. oktober 2017 kl. 17.15.

Forelæsningsrækken er tilrettelagt af Søren Sindbæk, der også selv fortæller om byernes arkæologi, handel og netværk.

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.