8 gode råd: Hvordan aflæser du en by? // Anders Troelsen

Bliv en god byvandrer: Byens opbygning og arkitektur fortæller om de mennesker, der boede der, deres værdier og syn på verden. Her er nogle ting, du kan lægge mærke til.

1. Er der nogle hovedakser?
Næsten alle byer har nogle hovedruter, man kan orientere sig i forhold til. Når romerne byggede kolonibyer i oldtiden var der som regel to akser, nord-syd og øst-vest, med et forum i skæringspunktet. De kan man stadigvæk se aftegnet i mange byer, fx Firenze. Når vi taler om kvarterer, skyldes det, at de to krydsende akser skar byen op i kvarter.

2. Er der et dominerende gademønster?
I de ældste dele af en by ligger gaderne ofte tættest og er mest krogede. I nogle bydele stråler gaderne ud fra en central plads. En by som Paris er gennemtrukket af stjernesystemer. De stammer fra kongelige jagtmarker, hvor klappere gennede vildtet ind mod fyrsten i midten, så han kunne nedlægge det. Se bl.a. Place Charles de Gaule i Paris eller Grosser Stern i Berlin.

Amerikanske byer er i almindelighed lagt ud som et retvinklet gittersystem, men i Washington D.C. er dét og stjernesystemet lagt oven i hinanden. Fortidens markering af magt og den ny verdens rationalitet er forenet.

I mange arabiske byer kan man som vestlig turist have svært ved at afgøre et hierarki mellem gaderne. Husene udfolder sig ikke i gadevæggene, men kun indadtil mod gårde, og man kan have følelsen af, at smågader nærmest opsuges i en samlet bygningskrop.

3. Se efter vartegn
Vartegn som borge, høje kirkespir, monumenter, bjerge eller højdedrag hjælper os, når vi skal orientere os i en ny by, især hvis vi kan aflæse deres placering i forhold til hinanden. TV-tårnet i Berlin kan ses på stor afstand, men ser ens ud fra alle vinkler. Berlin er generelt svær at orientere sig i, fordi byens terræn er aldeles fladt. Salzburg er langt nemmere, fordi den læner sig op ad Alperne.

4. Byens forhold til vand
I nogle byer spiller havet eller en flod en stor rolle. I Budapest er broerne næsten monumenter i sig selv, og Parlamentet ligger ud til Donau. Selv om det ikke altid har været tilfældet, er Tiberen i Rom kommet til at leve en noget hengemt tilværelse. De vigtigste pladser i Lissabon og Venedig ligger ikke midt i byen, men ud mod havet. Det siger noget om kolonimagt og handel.

Venedig gjorde et stort nummer ud af sin åbenhed over for verden – det var en by uden mure. I virkeligheden var den beskyttet af sumpe på fastlandet, og lagunen kunne afspærres med kæder. Arsenalet derimod var muromkranset: Her blev skibene bygget, og de var grundlaget for byens magtposition.

5. Byens grænser
Nutidens byer har ofte uskarpe grænser til omgivelserne. Tidligere måtte de forsvare sig mod fjender, og mange steder finder man rester af gamle volde, som bruges forskelligt. De kan nu markere indre grænser og udgør nogle steder en ring af grønne områder, som i København. Andre steder, som i Wien, har man samlet de monumentale bygninger langs en ringgade, der ligger dér, hvor voldene før lå.

6. Kvarterer har særlige præg
Kvarterer kan være afgrænsede af trafikårer, men de kan også være forbundet af nogle fælles træk: Samme slags arkitektur, bygningshøjde eller gadenet. Nogle kvarterer er markant anderledes opbygget end andre, fx er Lissabons genopbyggede område efter jordskælvet i 1700-tallet langt mere regelmæssigt end nabokvartererne.

7. Ekkoer i byen
Mange elementer spejles eller gentages i en by. Det gælder i det små: Ens lamper eller blomsterkummer kan markere større sammenhængende forløb. Men det gælder også i en større skala. Amsterdams hovedbanegård og Rijksmuseum ligner hinanden meget og danner en slags byporte, der spejler hinanden i hver sin ende af byen. Hovedbanegården, der også ligger ned til havnen, markerer kilden til byens rigdom: Den åbne handel med omverdenen. Det var den, der muliggjorte 1600-tallets kunstneriske guldalder, som man kan bese på Rijksmuseet.

8. Byens brand
Byer har altid brandet sig selv. Amerikanske byers gittersystem blev opfattet som særligt demokratisk: I New York gav man oprindeligt gaderne numre i stedet for at opkalde dem efter magthavere og store mænd. 

Byer spiller sig ud mod hinanden: Moskva var Ruslands religiøse hjerte, mens anlæggelse af Skt. Petersborg markerede en åbning mod vesten. Beijing var det traditionelle Kina, Shanghai en løssluppen og vestlig by. Selv iscenesætter Shanghai en kontrast mellem før og nu: Fra den gamle britiske promenade The Bund ser man over på Pudong-kvarteret, der med sine skyskrabere repræsenterer det moderne, dynamiske Kina.

 

Af: Journalist Jonna Toft

Kilde: Anders Troelsen, lektor på Aarhus Universitet, Afdeling for Kunsthistorie, Institut for Kommunikation og Kultur.