Mai-Britt Guldin, "Sorg går aldrig over"

Sorgen efter tab af en elsket går aldrig væk. Men sorg kan måske lære os at se vores eksistentielle vilkår i øjnene, siger sorgforsker Mai-Britt Guldin. 

Åbner op og lukker ind
Skæret fra dit lyse sind
Stoisk rolige øjne ser
Ind i alvorens mørke
Er tilbage i din favn
Står i døren med mit navn

Sådan lyder det i sangskriver Søren Huss’ nummer ’Tak for dansen’, som han udgav tre år efter sin kærestes pludselige død i en trafikulykke. Huss er ikke ’kommet videre’, og hans kæreste er stadig nærværende og vedkommende.
Det er helt i tråd med, hvad den nyeste forskning viser: ”Vi giver ikke slip på vores afdøde. Vi beholder dem i vores liv gennem vores minder og billeder og ved at tale om dem,” siger Mai-Britt Guldin, psykolog og sorgforsker ved Aarhus Universitet. ”Vores naturlige måde at være i sorgen er faktisk, at vi gerne vil have vores døde med os videre i livet.”

Farvel, Freud
Den østrigske psykoanalytiker Sigmund Freud fremsatte i 1917 en tese om, at alle mennesker skal igennem nogle faser i sorgen, før vi til sidst bliver i stand til at lægge den bag os og tage afsked med de afdøde. Hans teori var dominerende helt frem til 1990’erne. Mai-Britt Guldin har lavet store spørgeskemaundersøgelser og haft mange samtaler som psykolog. Begge steder modvises Freuds tese. Mennesker, der har mistet, slipper aldrig af med sorgen: ”Når vi spørger de sørgende i de store undersøgelser så siger de: ’Jamen jeg kom da ikke igennem sorgen. Men den aftog’.”
Sorgforskeren opfordrer derfor sørgende til at lære deres sorg at kende: ”Læg mærke til hvornår sorgen er intens, og hvornår den er mindre voldsom. Notér om den dukker op i bestemte situationer eller på bestemte tidspunkter. Jo bedre du kender sorgen, jo bedre vil du kunne håndtere dine reaktioner.”

Sørgende er søgende
”Behandling handler stort set altid om at få det bedre. Men lige når det handler om sorg, så kan det godt være en sandhed med modifikationer,” siger sorgforskeren. Sorg og tab får mange mennesker til at søge svar på nogle grundlæggende spørgsmål som: ’Kan vi alle sammen dø når som helst?’, ’Hvad er egentlig vigtigt for mig’? og ’Bruger jeg mit liv rigtigt?’. 
Hun mener derfor, at det er vigtigt at give den sørgende lov til i en vis grad at blive i smerten og tage livtag med de store spørgsmål, som sorgen stiller:
”Tab er ikke kun smerte. Det er også en mulighed for at kigge på vores eksistentielle vilkår og modnes psykisk.”
Mange vil sikkert hellere have deres elskede tilbage end opnå nye, eksistentielle indsigter. ”Men vi har ikke rigtig noget valg. Dødsfald er oftest ikke noget, vi selv bestemmer over,” argumenterer Mai-Britt Guldin. For hende handler det ikke om at tage den jubeloptimistiske ’ja-hat’ på. Det handler om muligheden for eksistentiel erkendelse. ”Selvom man ikke har ønsket den, så er det den mulighed, der er i sorgen.” Det får ikke sorgen til at gå hurtigere væk, siger hun. Men det får os til at modnes psykisk og mentalt og konfronterer os med livets alvor og barske sider. ”Jo bedre vi er til at kigge på det, jo bedre kan vi tage vores vilkår på os.”

’Du skal nok få det bedre snart’
Venner eller familie omkring en person, der har mistet, vil ofte forsøge at komme med trøstende og opmuntrende ord som ’Sååå, det går nok’, eller ’Du skal se, du skal nok få det bedre snart’.
Selvom det er vigtigt at støtte den sørgende, så er der én ting, vi skal huske: Sorgen kan ikke trøstes væk. Og de store, eksistentielle spørgsmål, som den åbner, skal tages alvorligt, mener Mai-Britt Guldin.
”Oftest så er det, den efterladte har brug for, at undersøge de åbninger, tanker eller følelser, som sorgen har givet.” Hun uddyber: ”Han eller hun har brug for, at komme på plads inden i sig selv.” Den proces fungerer bedst, når vi har én overfor os, som kan lytte og stille nogle gode spørgsmål. Derfor bliver ’det går nok’ eller ’det går væk lige straks, så får du det nok bedre’ problematiske: ”Lige præcis den holdning kan gøre, at personen aldrig får plads eller mulighed for, at være med sin sorg.”

Sådan støtter du den sørgende
Vi skal i stedet give rum og plads til den sørgendes følelser og reaktioner. Tal om den person, som den sørgende har mistet, hvis han eller hun bringer det på bane.
Sorgreaktioner er individuelle, og man kan derfor ikke vide, hvordan man bedst kan støtte den sørgende. Tag derfor en snak om, hvordan du kan hjælpe. Måske er det uoverskueligt for den sørgende at klare den daglige husholdning og madlavning. Stil konkrete spørgsmål som: ’Skal vi tale om sorgen eller trænger du til at tale om noget helt andet?’, ’Kunne det være rart med en tur i biografen?’ eller ’Kan jeg lave lidt mad til dig?’. Men, understreger Mai-Britt Guldin: ”Den sørgende og mennesker omkring den sørgende har et fælles ansvar.” Den sørgende må også selv forsøge at tale med sine venner og familie om, hvordan de kan være sammen i sorgen. Hvis det lykkes, så har vi midt i sorgen mulighed for at knytte endnu tættere relationer til hinanden.
Heldigvis viser forskning på området, at de fleste personer i sorg føler, at de får god hjælp af deres omgivelser.

Kærlighed er ingen mangelvare
I Mai-Britt Gudlins praksis går sorgbehandlingen ikke ud på at tage afsked med de afdøde, men derimod at finde måder, hvormed den efterladte kan leve med sin sorg.
Men lever man kun med sine døde, kommer det til at stå i vejen for livet. ”Man skal leve i nutiden – men have fortiden med sig.”
Selvom vi tager vores tab med os ind i resten af livet, betyder det ikke, at vi ikke kan opleve ny kærlighed. Vi behøver med andre ord ikke sige farvel til dem, vi har mistet, før vi kan møde nye mennesker, der kan blive vigtige for os. Mennesket er nemlig i stand til at elske flere på én gang; og flere i løbet af et liv. Mai-Britt Guldin siger: ”Der er ikke nogen øvre grænse for vores kærlighed. ”

 

BLÅ BOG

  • Psykolog og seniorforsker i sorg ved Aarhus Universitetshospital
  • Har skrevet og redigeret flere bøger om sorg som fx ’Tab og sorg – en grundbog for professionelle’ samt Tænkepausen ’Sorg’.
  • Født i 1969 og opvokset i Sønderjylland. Bor i Skæring med sine to teenagere.

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.