Søren Bitsch Christensen

Kom bag forskningens lukkede døre

Stadsarkivar Søren Bitsch Christensen, Aarhus Stadsarkiv

Du er portrætteret som ’byens boss’ på Stadsarkivet - hvad synes du, billedet siger om dig og dit arbejde?
Man kan godt sige, at arkivet og byen er ’My Neighbourhood’, for det er min opgave at sørge for, at der bliver passet på Aarhus’ historie. Stadsarkivet er både byens hukommelse og samvittighed, og en af arkivets vigtigste opgaver er at sikre, at vi fastholder det, der sker og holder folk fast på deres handlinger. Det lyder måske lidt højtravende, men det er en form for demokratisk kontrol, som nutidens politikere måske ikke tænker så meget over. De beslutninger, vi tager her på stedet, er afgørende for om noget bliver dokumenteret eller ej. Det er et stort ansvar og en skarp prioritering, hvor vi både skal sikre os, at vi ikke overser noget og samtidig holde øje med, at vi ikke gemmer for meget.

Nogle af de dokumenter på arkivet, der gør størst indtryk på mig, er de tusindvis af værgerådssager vi har stående fra begyndelsen af 1900-tallet. Sagerne handler om børn, der blev tvangsfjernet eller var under kommunalt opsyn, og sådan nogle sager er helt fantastiske, fordi de går enormt tæt på datidens skæbner og gør det meget nemt at sætte sig ind i, hvordan rigtig mange mennesker har levet dengang.

Desværre bruger jeg ikke så meget tid ude på arkivets magasiner til hverdag. De fleste dage går med at tænke i kulturarv og samarbejde med museer, andre arkiver, medier og også Folkeuniversitetet. I modsætning til dengang jeg var leder af Dansk Center for Byhistorie, er jeg ikke længere aktiv som forsker, men det har jeg været i tyve år på Aarhus Universitet, og det bliver jeg nok også igen på et tidspunkt.

Til gengæld kan jeg i mit nuværende job gøre det muligt for andre at forske - og det kan jeg i høj grad, fordi jeg selv har en baggrund som forsker. Jeg har en god fornemmelse for, hvilken slags materiale forskere har brug for, og som det derfor er vigtigt at gemme i arkivet. Derudover har jeg stadig et netværk på universitetet, som forhåbentlig betyder, at jeg kan få forskere til at bruge det materiale, vi har og trække flere studerende herned. Et arkiv er jo en skjult skat.

Hvorfor synes du byhistorie er interessant for den almindelige dansker?
Jeg synes historie generelt er interessant, og byhistorie er særligt interessant, fordi det er historien fortalt indenfor lokale rammer. Det er den store historie i det små, og derfor bliver det ofte mere konkret og anskueliggjort. Det bliver lettere at fortælle historier for folk, og lettere for dem at forholde sig til historierne. Jeg synes, det er vigtigt at få historien i en by med, for når du arbejder med historien, hører om den og får den fortalt, så forstår du, at alting er skabt af mennesker og situationer. Derfor kan alting også laves om igen, og derfor skal vi engagere os i vores samfund. Vores viden om fortiden kan gøre os opmærksomme på, at vi selv kan påvirke den by, vi bor i. Det er vel den vigtigste grund til, at byhistorie er interessant.

Hvad får du ud af at forelæse om dit forskningsområde på Folkeuniversitetet?
Under både mine forelæsninger og de byvandringer som Folkeuniversitetet også arrangerer, får jeg mulighed for at opleve folk ansigt til ansigt, og det synes jeg er meget betydningsfuldt, fordi jeg kan aflæse direkte, om det her er noget, de synes er interessant eller om det kun er oppe i mit hoved, det er spændende. Der er stor forskel på at forelæse i et lokale på universitetet og have deltagerne med rundt i byen.

På byvandringer bliver dine fortællinger meget mere konkrete, publikum leder efter den gode historie og hænger sig ikke så meget i detaljerne. Du skal være meget mere præcis, når du forelæser på universitetet. Til gengæld skal du være klar til at improvisere meget mere på en tur rundt i byen. Og så er der alle de her andre ting, der spiller ind som regnvejr, kulde og fodbold i fjernsynet - og det kan jeg egentlig godt lide.

Den store udfordring ved at forelæse på Folkeuniversitetet kan være, at man som forsker eller analytiker kan have lyst til at tale om sammenhænge og årsager, mens publikum nogle gange hellere vil have fortællingerne. Der skal man lige finde en balance mellem analyse og fortælling. For man bliver jo også klogere af den gode historie – og det er sådan noget, der er typisk for Folkeuniversitetet.

Skrevet af Maria Fly Vilsbøll

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.