Rubina Raja, professor i klassisk arkæologi, Aarhus Universitet

Lær af fortiden

"For mange mennesker betyder historien ikke meget for vores hverdagsliv. Og de synlige monumenter, bygninger, skulpturer og markeringer er sjældent noget, vi tillægger stor værdi for vores personlige liv. Men tænk engang at leve i en verden uden den fælles materielle kulturhistorie – den fælles kulturarv. Professor i klassisk arkæologi ved Aarhus Universitet Rubina Raja forsker i historien for at forstå nutiden."

Jeg blev forelsket i mit fag, da … jeg flyttede til Rom for at læse på mit tredje studieår. Det var en øjenåbner at bevæge sig rundt midt i den materielle kultur, samtidig med at man fulgte forelæsningerne om alle de fascinerende steder, såsom Forum Romanum, Palatin-højen og templerne på Largo Argentina.

Min forskning er relevant for helt almindelige mennesker, fordi … den materielle kultur og de historiske kilder fortæller os en masse om, hvorfor verden ser sådan ud, som den gør i dag. Mange traditioner går meget længere tilbage, end vi er klar over. Ligeledes hjælper en forståelse af fortiden os til at forstå den nutid, vi lever i. Jo mere viden om gamle dage, desto bedre kan vi skrive os ind i vores nutidige verden og forstå, hvor vi kommer fra.

Jeg er allermest stolt af mit arbejde, når … jeg har fået formuleret en god ide og fået den formidlet enten på skrift eller i en forelæsning – akademisk eller til den bredere offentlighed.

Når jeg forelæser på Folkeuniversitetet, oplever jeg … en utrolig interesse fra deltagerne. Jeg er imponeret over, at der er så mange mennesker, som bruger deres fritid på at komme og lære noget helt nyt om fag, som de måske ikke ved så meget om. Nysgerrigheden er stor og giver mig muligheden for at formidle komplekse problemstillinger til en bredere offentlighed. Det er vigtigt at kunne som forsker.

 

Mød Rubina Raja til Vidensbrunch onsdag den 28/9 på Dokk1 og i forelæsningsrækken 'Verdens største fund' i Emdrup dette efterår eller i Aarhus i 2017.

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.