Martin Guldberg Jensen, studielektor ved Musikvidenskab, Aarhus Universitet

Få musikken under huden

Vi er dybt afhængige af kommunikation. Vi aflæser hinanden – bevidst og ubevidst – via kropssprog, stemmebrug og selvfølgelig de ord, vi bruger, og afkoder herigennem hinandens humør, personlighed og sandfærdighed. De udtryk, som findes i fx performative kunstudtryk som sang, musikdramatik og skuespil er en særudgave af kommunikation. Ifølge Martin Guldberg Jensen, studielektor ved Musikvidenskab, er disse kunstneriske udtryk, netop fascinerende, fordi ”de har et særligt – ofte potenseret og følelses-betonet – udtryk. På den måde kan disse udtryk ses som undersøgende laboratorier i forhold til, hvordan mennesker kommunikerer med hinanden eller som forstørrelsesglas i forhold til vores indre liv”.

Det er vigtigt at være opmærksom på, hvordan vores stemme, krop og sprog opfattes af andre. Ikke bare for kunstnere på scenen, men også i hverdagssammenhænge. ”Når jeg ser f.eks. politikere på TV, lytter jeg interesseret til deres stemmebrug og studerer deres kropssprog og sammenholder det med det, de siger. For hvis kroppen siger et, og ordene kommunikerer noget andet, så er der noget galt”, uddyber Martin Guldberg Jensen. Men god kommunikation handler ikke om medfødt talent. Han påpeger, at ”det er en misforståelse, at kreativitet er noget, som kun nogle få har. På samme måde med evnen til at udtrykke sig, til at formidle pædagogisk eller til at synge. Sandheden er, at det alt sammen er noget, der kan trænes og læres”.

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.