Marianne Fibiger


Mystik for milliarder

Marianne Qvortrup Fibiger, lektor i religionsvidenskab, Aarhus Universitet

Når de danske medier skriver om religion, er det sjældent hinduismen, som fylder mest. Ikke desto mindre er der mere end en milliard mennesker, som bekender sig til denne ældgamle religion, som dermed er én af verdens største.

Selvom langt de fleste hinduer bor i Indien, bliver flere og flere mennesker i Vesten inspireret og fascineret af hinduismen. Hinduismeforsker og lektor i religionsvidenskab Marianne Qvortrup Fibiger har naturligvis selv en stor interesse for hinduismens mystik og mangfoldighed.

”Det er jo en anden måde at tænke religion, end det vi kender herhjemme. Mange hinduer forstår hinduismen som en livsform, som ikke bare kan adskilles fra fx kulturen. Det er nok én af årsagerne til, at hinduismen og dens østlige verdens- og livssyn også har en stor tiltrækningskraft for mange i Vesten” forklarer Marianne Qvortrup Fibiger og fortsætter ”Men det er stadigvæk en religion, som for mange signalerer mystik, og derfor kan den måske virke meget fjern og fremmed for nogle. Derfor håber jeg, at min forskning kan gøre den enkelte dansker klogere på den tradition, som er indlejret hos så mange i Indien”.

Hinduismeforskningen er i disse år mere relevant end nogensinde, da Indien er et land, som i løbet af en kort årrække har udskiftet sin status som udviklingsland med en status som økonomisk stormagt. Dette er måske årsag til, at flere har fået øjnene op for de indiske traditioner. ”Det er traditioner, som i højere og højere grad også påvirker Vesten - tænk blot på yoga, reinkarnationstanken eller karma-begrebet, som jo efterhånden kan kategoriseres som ’mainstream’ her i Danmark” siger Marianne Qvortrup Fibiger.

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.