Bertel Nygaard

Revolutionen er nær!

Lektor i historie Bertel Nygaard, Aarhus Universitet

Hvad foregår der på billedet – og hvad siger det om din forskning?
Jeg sidder udklædt som Napoleon på en lille hest og forsøger at genstarte verdenshistorien på en mark uden for Aarhus. At dømme ud fra billedet går det ikke ret godt. Men det illustrerer faktisk fint det misforhold, der tit opstår i forståelsen af store historiske begivenheder. Mange identificerer for eksempel Den Franske Revolution med en stor personlighed som Napoleon, men han ændrede altså ikke verdenshistorien alene.

Enkeltindivider fungerer fint som symboler, men individer i sig selv gør ikke den store forskel. Det gør til gengæld det, der sker imellem mennesker på masseplan, når vi indretter, skaber og genskaber vores samfund. Magtstrukturer og forståelsesrammer er i spil, når vi handler indbyrdes, og nogle gange fører det til afgørende brud. Napoleon er symbolet på et af de helt store gennembrud i historien, som fylder meget i min forskning i store moderne revolutioner og revolutioner som fænomen.

Revolutioner har flere fællestræk. Først og fremmest er der tale om meget hastige brud i samfundsudviklingen. Hastige brud, der også er kendetegnet ved, at der foregår en vældig mobilisering af menneskemasser på begge sider af fronterne. De modsætninger, der før var indbygget i samfundet og måske blev overset eller betragtet som naturgivne, kommer pludselig til syne og støder sammen. Det gamle styres venner og det nye styres venner står overfor hinanden, og når det gamle styre er væltet, opstår der ofte stridigheder om, hvordan man skal udnytte magten til at skabe et nyt samfund.

Hvorfor er dit fag interessant for den almindelige dansker?
Det er interessant, fordi begrebet revolution er så ekskluderet fra vores politiske vokabularium i dag. Man må ikke være for en revolution, og man må ikke være revolutionær i vore dages politik. På den anden side er der en enorm fascination af det i vores samfund, hvor meget af revolutionens symbolik og sprog stadig lever i bedste velgående. Hvis jeg vil sælge noget nyt barbergrej, taler jeg for eksempel om, hvor revolutionerende det er. På samme måde er det også et lån fra revolutionernes begrebsverden, når Barack Obama stiller op til valgkamp under sloganet 'Yes, we can', der i høj grad er mobiliseringssymbolik - en skabelse af et folkeligt fællesskab, som protesterer mod nogle forhold, der virker uretfærdige. Man kan diskutere indholdet, men symbolikken er tydelig.

Jeg skrev for nylig en bog om revolution som fænomen under indtryk af den begejstring og eufori, der var omkring 'Det arabiske forår'. For selv om vi i dag ikke selv må være revolutionære, kan vi godt lade os rive med af begejstring over noget, der kalder sig en revolution - i hvert fald så længe det foregår et andet sted eller i en anden tid.

Historiens store revolutioner kan både lære os noget om, hvordan vores nuværende samfund er blevet skabt, og hvordan det fungerer i dag. Selv om der næppe umiddelbart er udsigt til revolution i det danske samfund i dag, er der alligevel modsætninger, der trives og lurer lige under den overflade af stabilitet og sammenhæng, de fleste af os tager for givet.

Hvad får du ud af at forelæse på Folkeuniversitetet?
Det giver mig meget. Hvis jeg bare sad og brændte inde med alle de her ting, så ville det jo ikke være til megen nytte. Det giver mening for mig at dele de indsigter, jeg opnår gennem min forskning. Og der er Folkeuniversitetet en vigtig brik, fordi det er en mulighed for at nå ud på den anden side af universitetets mure og komme i dialog med folk, der ikke er hverken videnskabsfolk eller studerende. Folkeuniversitetets publikum er oftest et alment kulturelt og historisk interesseret publikum, som spørger til alt mellem himmel og jord. Og det kan være meget befriende at få spørgsmål, man slet ikke havde set komme.

Skrevet af Maria Fly Vilsbøll

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.