Lotte Philipsen, "Se samtidskunst med Pippi Langstrømpe-metoden"

Bliv forundret, forstyrret og forandret af samtidskunst. Men lad dig ikke slå ud, hvis du ikke forstår den. Det er nemlig hele pointen, siger kunsthistoriker Lotte Philipsen.

Sæbebobler der indeholder DNA-koder med klassisk musik. Ark med samtykkeglansbilleder af forskellige penisser tegnet ud fra billeder af tre frivillige mænds kønsdele. En 3D-printet klods der kan sammenkæde duplo-klodser med en anden legetøjsserie. De tre ting har det til fælles, at de ligger i en sort papirbakke bag kunsthistoriker Lotte Philipsens skrivebord på Aarhus Universitet. Og at de befinder sig i samtidskunstens grænseland og udfordrer vores forståelse af ellers velkendte objekter.

Et stykke håndsæbe
Allerede før vi mødes skriver lektor i kunsthistorie Lotte Philipsen til mig i en mail: ”Generelt er samtidskunst jo virkelig et mangesidet uhyre.” Da vi mødes, forklarer hun: ”Der er ikke noget dogme om, hvordan samtidskunst skal se ud.” Hver gang vi nærmer os en definition, er det som om, den glatte samtidskunst smutter ud af hænderne på os. Vi kan nøjes med at notere os, at begrebet omfatter meget af den kunst, der bliver produceret i dag og er kendetegnet ved at formgive allerede kendte fænomener – det kan være alt fra tekst til sociale relationer – på nye, overraskende måder. Men det interessante for Lotte Philipsen er ikke, hvad samtidskunst er – men hvad den gør.

Pludselig er træerne pink
Hvis du gik tur på Tangkrogen ved Aarhus Havn i forsommeren, så du Katharina Grosses værk ’Asphalt Air and Hair’. Iført beskyttelsesdragt og maske havde den tyske kunstner spraymalet græsset og træerne i vinterhvid og pink nuancer. Hendes farverstrålende bidrag til ARoS’ udstilling ‘The Garden’ er et godt eksempel på, hvad samtidskunsten er og gør. Værket skabte debat i medierne og rejste spørgsmål som: Hvad er natur overhovedet? Er det kunst eller hærværk at spraye på træer og græs? Er Tangkrogen et stykke natur, eller er det en stramt anlagt park og derfor et stykke kultur? Er det egentligt så meget anderledes, end hvordan vi ellers omgås flora og fauna her på jorden?
Grosse tilbyder ikke et endeligt svar på, hvad natur er, og hvordan vi mennesker bør forholde os til den. Men hendes værk omformede med akrylmaling et velkendt område, og uanset beskueren kunne lide værket eller ej, så rejste det nogle spørgsmål; og forstyrrede og forandrede Tangkrogen for en kort tid – og dets beskuere på en længere bane.

Evnen til åbenhed
Udover at starte samtaler om fælles anliggender kan samtidskunst nemlig også forandre det enkelte menneske, argumenterer Lotte Philipsen:
”Samtidskunst opøver vores evne til åbenhed. Det gør os i stand til at anerkende, at der er anderledes måder at forme tingene på.” Hun sammenligner det med at rejse til fremmede kulturer. Selvom vi ikke nødvendigvis forstår hvorfor andre mennesker opfører sig, som de gør, så giver det alligevel en fornemmelse af, at livet kan leves på anerledes måder, end vi forestiller os; og at det giver god mening for andre.
På samme måde med samtidskunsten: Den tager velkendte objekter og praksisser og formgiver dem på nye, æstetiske måder, der overrasker og udfordrer: ”Hele den debat om Katharina Grosses værk viser netop, at utrolig mange mennesker har fået en oplevelse. Ikke nødvendigvis en god oplevelse, men dog er de blevet rystet på én eller anden måde.”
Og det er vigtigt, mener hun. ”Det er godt for os, fordi vi dermed simpelthen bliver mere nuancerede mennesker. Vi bliver ikke så endimensionelle, som vi ville være, hvis vi aldrig blev udsat for noget som helst andet end præcis det, vi kender.”

Samtidskunst er for os alle
Når Lotte Philipsen taler om definitioner af samtidskunst, taler hun søgende, eftertænksomt, og leder efter de helt rigtige ord og formuleringer. Når hun argumenterer for, hvordan kunsten skal opleves, kommer svarene hurtigt og uden tøven: Det kræver hverken årskort til byens kunstmuseer eller en kandidatgrad i kunsthistorie for at få noget ud af at se samtidskunst: ”Absolut ikke!” udbryder kunsthistorikeren. Man skal derimod helst tage læsebrillerne af og stille de tykke bøger om kunst tilbage på hylden.  
Man skal give sig god tid til at udforske de konkrete kunstværker, men det betyder ikke, at man har læselektier for før sit museumsbesøg: ”Man skal simpelthen udforske selve værkerne. Og vid, at det det er den udforskning, der er kvaliteten i sig selv.” 
Det vigtigste er at være åben, understrenger Lotte Philipsen. ”Det er ok, hvis du ikke forstår det. Prøv at gå ind i det og dyrk den der ikke-forståelse. Hvad er det, jeg ikke forstår? Hvad er det, jeg gerne vil forstå? Må man gerne være meget konkret og sige ’jeg forstår ikke, hvorfor der er en træpind dér’? Eller ’hvad er potentialet med det enormt forstyrrende hul her, som nogen har gravet?’”
Denne ’metode’ kan opsummeres som Pippi Langstrømpes tilgang til verden. Ifølge Lotte Philipsen kan man lade inspirere af Pippi og sige: ”Det her har jeg aldrig mødt før. Det er sikkert dødspændende. Og det er jeg sikkert rigtig god til at få noget ud af.”
Når du efter en runde i kunstudstillingen sidder stakåndet med velfortjent kop kaffe i museumscafeen, skal du ikke vente på den store åbenbaring, der gav det hele mening. Kunsthistorikeren siger drillende: ”Og der kom ikke noget svar? Nej. Men det var netop det, der var meningen.”

BLÅ BOG
Lotte Philipsen
Lektor i kunsthistorie ved Aarhus Universitet
Forsker i primært i samtidskunst, kunstteori og digital æstetik.
Født i 1971 og opvokset i Aarhus.
Bor nu i Risskov med sin mand.

 

MØD LOTTE PHILIPSEN

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.