Jeanette Varberg, "Vikingerne var ikke mere brutale end andre"

Vikingerne deltog i de magtpolitiske kampe om det europæiske land, og nogle af de grænser, de trak på landkortet, gælder stadig, fortæller museumsinspektør Jeanette Varberg. Hun står bag en ny, anmelderrost bog om vikingetiden.

De plyndrede, brændte byer af, voldtog og kidnappede. Men vikingerne var sådan set ikke værre end andre trosretningers krigere, når de drog ud og kæmpede om det europæiske land, fortæller Jeanette Varberg, museumsinspektør på Nationalmuseet og kendt fra udstillingerne på Moesgaard Museum og tv-serien ’Historien om Danmark’.

”Det billede, vi har af vikingerne, bygger på overleveringer fra munkene, som jo var modstandere af den gamle tro - vikingernes tro. Munkene har beskrevet vikingerne som nogle frygtelige uhyrer. Det er det billede, jeg gør op med i min nye bog. Vikingerne plyndrede ikke bare løs. De indgik i det magtpolitiske spil om land,” siger hun.

Mange af de streger, som vikingerne trak på landkortet, ser vi stadig spor efter. Uden vikingerne havde Jylland for eksempel nok været en del af Tyskland i dag. Men dét vender vi tilbage til.

Skrev, så leddene hævede
Jeanette Varberg har netop udgivet den meget anmelderroste bog ’Viking - ran, ild og sværd’, hvor hun gennemgår vikingetiden kronologisk. Noget af en bedrift, for vikingerne havde ikke for vane at skrive tingene ned. Når de endelig gjorde det, huggede de kortfattede runer i sten.

I næsten to år har hun læst, været på researchrejser til Grønland og Moskva, skrevet masser af gule sedler og efterhånden sat flere og flere brikker sammen til lange historiske linjer.

”De store årsagssammenhænge i historien interesserer mig. Hvordan så det magtpolitiske spil ud? Hvorfor gjorde de som de gjorde?” siger hun.

Da hun havde læst tekster i et år, begyndte hun at skrive, og så kunne hun ikke stoppe. Hun skrev, så fingerleddene hævede, og lægen ordinerede skrivepause, men hun fortsatte. En million anslag blev det til. Bogen er på knap 600 sider. 

Ud på den nordlige halvkugle 
Fra Nordkap til Nordafrika og fra det amerikanske kontinent til det nordlige Iran er der spor efter vikinger. De har været på en stor del af den nordlige halvkugle.

”Vikingerne var dygtige på åbent hav. De slog sig ned i Sydgrønland, i fjordene bag ved Nuuk, og der er spor af vikingeboliger på New Foundland ved Canada. De sejlede sydpå til staten New York, hvor de ville samle valnødder. Men der blev de nu skræmt hjem igen af indianerne,” fortæller hun.

I Marokko plyndrede vikingerne prinsesser, og så langt væk som i det nordlige Iran og Aserbajdsjan er der efterretninger om vikingeplyndringer.

’Rus’ betyder skandinav 
At sejle op ad floder var mere farefuldt for vikingerne end det åbne hav, men ikke desto mindre har de sat deres spor langs samtlige floder dybt ind i Rusland.

”Danske eller svenske vikinger blev inviteret til Rusland for at grundlægge en herskerslægt, og de indgår i myten om, hvordan Rusland opstod. Der er masser af skandinaver i gravene i Rusland. I Smolensk er der fundet 65 Thorshammere, - i hele Norden er der fundet ca. 100,” fortæller Jeanette Varberg.

I Kiev gifter vikinger sig ind i fyrsteslægten, og nordboerne sætter i det hele taget kraftigt præg på de første 100 år af Ruslands levetid.

”’Rus’ betyder skandinav. Russerne vil ikke rigtig selv kendes ved den del af deres ophav, for deres fortællinger går på, at landet opstod ud fra steppefolk og slaviske fyrster. Men vikingerne skal også regnes med i den ligning. Vi ser også den skandinaviske indflydelse på deres navne: Helga, Helge og Valdemar bliver til Olga, Oleg og Vladimir,” siger hun.

Religioner førte til krige
Vikingetiden begynder lidt før år 800, hvor den romerske kejser Konstantin den Store antager kristendommen og det første registrerede vikingeangreb i Nordengland finder sted på klosteret på øen Lindisfarne i år 793.

Men angrebet på klosteret var måske en del af et større spil, forklarer Jeanette Varberg.

På den tid var der tre store religioner i Europa: Nordboernes asatro, kristendommen, der bredte sig med den velorganiserede kirke i spidsen, og den helt nye religion islam, der var udbredt over bl.a. hele Spanien, som på det tidspunkt er et arabisk kalifat. Ved grænserne mellem religionerne udspandt der sig ofte store slag.

”Omkring år 800 går en stor hær af kristne frankere op gennem det, vi i dag kalder Tyskland. De plyndrer og tvangskristner befolkningen, og de udfører blandt andet et folkedrab på 4.000 drenge og mænd. En dag står de ved Dannevirke og banker så at sige på vikingernes porte,” fortæller Jeanette Varberg.

Kæmpede for Jylland
Den danske kong Godfred har på det tidspunkt omdannet nogle af Nordens mange handelsskibe til en flåde og skabt en sømagt. Men på landjorden er vikingerne prisgivet, de har ikke en chance.

Så Godfred sender 200 vikingeskibe mod Aachen ved Köln. Byen ligger 10 km fra floden Maas og 40 km fra Rhinen og er frankernes hovedsæde. Men Godfred dør, og der bliver aldrig et slag - men manøvren skræmmer frankerne.

”Dér forhindrer Godfred, at Jylland bliver en del af Frankerriget. Uden den manøvre med flåden havde vi nok været en del af Bundeslandene i dag, altså Tyskland,” fortæller Jeanette Varberg.

”Havde det ikke været for vikingerne, var Norden nok kommet til at indgå i et imperium på et tidspunkt: Romerriget, Frankerriget eller det Tysk-romerske rige. Men vi blev aldrig lagt ind under et imperium.”

Angrebet på klosteret på Lindisfarne var sandsynligvis en del af det storpolitiske drama, der udspandt sig mellem frankere og vikinger.

”Hvem ved, måske var angrebet en hilsen til Karl den Store fra vikingerne. Vi ved det ikke. Men det er væsentligt at forstå tiden forud for vikingetiden for at kunne forstå selve vikingetiden bedre,” siger hun.

 

Vikinger er en identitet for os 
Jeanette Varberg nuancerer og udfolder vores gængse billede af vikingetiden i sin nye bog, og det store researcharbejde har også udvidet hendes egen opfattelse af vikingerne.

Blandt andet fortæller hun om, hvordan vikingetidens kvinder ikke blot arbejdede hjemme på gårdene, mens deres mænd rejste og kæmpede. De kunne også selv være krigere, og de kunne være vølver, altså en form for spåkvinder og rådgivere, der tog del i officielle ceremonier og styrede forskellige ritualer.

”Det sluttede med kristendommen. Så var det kun mænd, der måtte udføre ritualer i det offentlige rum. Først i 1940’erne kom kvinderne ind på arenaen igen med de kvindelige præster,” siger hun.

I dag er vikingerne et brand for os. Vi ser dem på madvarer og i fodgængerfelter, og vi markedsfører os på dem.

”Vikingebrand’et har ikke særlig meget at gøre med historien om vikingerne. Men det er en identitet for os, og folk ude i verden kender os på det. Det er reelt nok, for vikingerne kom virkelig langt omkring og satte markante spor. Om du er fra Hviderusland, Irland, England eller Tyskland, kan du sige, at du er efterkommer af vikingerne. Dét har vi ikke for os selv,” siger hun.

BLÅ BOG: Jeanette Varberg
Museumsinspektør på Nationalmuseet siden februar 2018. Arkæolog, mag. art., 41 år.
Var museumsinspektør på Moesgaard Museum fra 2007 til 2017, hvor hun var med til at opbygge museets udstilling.
Har udgivet flere bøger: ’Fortidens slagmarker - krig og konflikt fra stenalder til vikingetid’, ’Historien om Danmark, bind 1’ (bogen bag tv-serien) sammen med historiker Kurt Villads Jensen, ’Mennesket har altid vandret’ om folkevandringstiden og senest ’Viking - ran, ild og sværd’ om vikingetiden. 
Bor i Stensballe nord for Horsens med sin mand og to børn på 10 og 7 år.

Af Jonna Toft, journalist

November 2019