Derek Beach, ”At se på Donald Trump er som at se på en bilulykke”

Et af de skarpeste hoveder i Danmark inden for amerikansk politik mener, at den amerikanske valgkamp er mere eller mindre ligegyldig, fordi resultatet er givet på forhånd.

Af Allan Priess Poulsen, 14. august 2016

”At se på Donald Trump er som at se en bilulykke udfolde sig lige foran en. Man kan simpelthen ikke få sig selv til at kigge væk, fordi det, der sker, er så fascinerende.”

Sådan siger Derek Beach, professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Den amerikansk fødte professor er en af de førende eksperter herhjemme, når det gælder amerikansk politik. Han undrer sig over, hvorfor valgkampen i USA får så relativt stor opmærksomhed i Danmark og mener, at nyhedsdækningen på det nærmeste er forfejlet.

Lad os tage udgangspunkt i netop Donald Trump. Den stærkt excentriske milliardær har det, som man på nydansk vel roligt kan kalde for x-factor og fylder derfor meget i mediernes dækning af den amerikanske valgkamp. Som almen nyhedsbruger er det nærliggende at tænke sig frem til et scenario med Donald Trump som amerikansk præsident med ansvaret for at tackle Iran, Nordkorea, Rusland, Syrien og alle de andre. Foruroligende for de fleste, men Derek Beach maner i den grad til besindighed. For det er meget usandsynligt, at Donald Trump bliver amerikansk præsident, fastslår han.

”Man skal kigge virkelig dybt i nyhedsfladen for at finde ud af, om det overhovedet er sandsynligt, at han bliver valgt. Med al fagkundskaben i ryggen og med alt det vi ved om amerikanske valg igennem historien er svaret, at han ser ud til at få kolossale tæsk. Donald Trump appellerer kun til 20-25 procent af de amerikanske vælgere, så vælgeropbakningen er slet ikke stor nok” siger Derek Beach.

Demografi afgør præsidentvalget

Derfor er det i professorens optik forfejlet, når meget af nyhedsbilledet i forbindelse med den amerikanske valgkamp i både USA, Danmark og mange andre lande er reserveret til Donald Trump. Simpelthen fordi han ikke har en realistisk chance for at vinde. Derek Beach peger således på, at valgresultatet stort set er givet på grund af den demografiske udvikling i USA.

”USA er blevet mere brun i den forstand, at sorte og spansktalende fylder meget mere end ved præsidentvalg for 20 og 30 år siden. Det er befolkningsgrupper, som vi ved i overvejende grad stammer demokratisk, og alene derfor har demokraterne nærmest vundet på forhånd,” siger Derek Beach og uddyber.

”Republikanerne kan muligvis godt komme til at vinde et præsidentvalg igen, men det vil kræve en længere proces, hvor det republikanske parti begynder at tage langt mindre vidtgående positioner omkring indvandrerspørgsmålet. Det er ikke noget, man kan gøre under en valgkamp. Derfor får de sandsynligvis store klø denne gang, og det kan godt være, at de er nødt til at få det et par gange til, før de finder ud af, at de er nødt til at ændre retning markant for at få indflydelse,” siger han.

Valgkamp uden værdi

Forholdene omkring den amerikanske demografi mener Derek Beach er fraværende i store dele af debatten og mediedækningen af præsidentvalget. I aviserne og især på Internettet fylder bombastiske udtalelser således det meste, og så er vi tilbage ved sammenligningen mellem Donald Trump og et biluheld. Derek Beach argumenterer endda for, at man sagtens kunne mindske det enorme fokus på valgkampen, fordi den typisk ikke har stor betydning for valgresultatet.

”Vi får formidlet en hel masse små fornærmelser, som i det store billede er fuldstændig irrelevante, fordi de ikke flytter noget. Sandheden er faktisk, at selve præsidentvalgkampen typisk heller ikke flytter noget. Meget af det, der sker, er underholdende, men det har kun meget lille betydning for, hvordan amerikanerne stemmer,” fortæller Derek Beach.

Betydningen er størst i kriserne

Professoren nedtoner ligeledes betydningen af det amerikanske præsidentvalg, når det kommer til de afsmittende effekter på Danmark og resten af verden. For det første har delstaterne en høj grad af indenrigspolitisk selvstyre, og dernæst bliver den amerikanske præsident ofte stækket af kongressen, når det gælder indenrigspolitiske forhold. Hvad angår udenrigspolitikken er betydningen af præsidentvalget større, og ifølge Derek Beach ligger de største personforskelle gemt i håndteringen af kriser så som krige, terrorangreb og andre katastrofer.

”I forbindelse med de store øjeblikke og de verdensomspændende kriser er det altafgørende, hvem der sidder i Det Hvide Hus. For eksempel var George Herbert Walker Bush enormt diplomatisk dygtig i forbindelse med Tysklands genforening. Ligeledes fik det stor betydning for verden, at George W. Bush var præsident i forbindelse med 11. september. Jeg er i hvert fald ret sikker på, at Al Gore ikke var gået ind i Irak efter krigen i Afghanistan,” vurderer Derek Beach, der i samme forbindelse finder anledning til at drage en sammenligning mellem George W. Bush og tidligere omtalte Donald Trump.

”George W. Bush var en udenrigspolitisk analfabet, men han gjorde det smarte at række ud til nogle kloge hoveder som Condolezza Rice, og med gode rådgivere kan man jo komme langt. Omvendt har Donald Trump ikke rakt ud efter nogen, der ved noget som helst, og det er selvfølgelig noget mere bekymrende,” fastslår han.

At Donald Trump overhovedet er blevet en del af den amerikanske valgkamp, skyldes ifølge Derek Beach den samme politiske højredrejning, som er set i flere europæiske lande i forbindelse med senere års valg. Formentlig som følge af stigende problemer med terror og indvandring. Derudover mener Derek Beach, at den amerikanske demokratimodel tiltrækker typer som ham.

”Primærvalgene, hvor vælgerne selv bestemmer, hvem der skal være kandidater i partierne, virker umiddelbart som en dybt demokratisk ide. Problemet er bare, at systemet producerer nogle forholdsvist ekstreme kandidater, for i de sikre kredse, hvor der ikke er ret meget tvivl om udfaldet, behøver kandidaterne ikke at appellere til for eksempel midtervælgerne. Dermed bliver der skabt en polarisering, hvor demokraterne bliver mere og mere venstredrejede, mens republikanerne bliver mere og mere højredrejede,” forklarer Derek Beach.

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.