Carsten Bagge Laustsen, ”Den europæiske terrortrussel vokser sig stærk i vores egne baghaver”

af MARCUS AGGERSBJERG JP Aarhus i samarbejde med Folkeuniversitetet

STAFFETTEN: Europa

Terrorisme er ikke et nyt fænomen i Europa. 70'erne var domineret af den ideologiske terror, og nu er udfordringen fra den religiøse terror en af vores væsentligste politiske problemstillinger. Den europæiske højrefløj vil standse strømmen af flygtninge for at stoppe problemet, men sandheden er, at de fleste terrorister er født eller i hvert fald opvokset i Europa. Derfor er løsningen heller ikke lukkede grænser men bedre integration, siger Carsten Bagge Laustsen. Den aarhusianske terrorforsker fortsætter forskerstafetten om Europa ved at kigge nærmere på den europæiske terrortrussel.

- Terror og migration er to nøgleord, der vil stå tilbage, når historien om begyndelsen af det 21. århundrede i Europa skal skrives. Men er der en tendens til at overdrive forbindelsen mellem de to fænomener?

”Man skal være varsom, når man kobler migration med terror. Mange tænker terroren som en konsekvens af immigrationen, men de glemmer så, at terrorisme langt fra er et nyt fænomen i Europa. Perioden 1950 og frem til i dag er fyldt med eksempler på grupper, som har forsøgt at få deres budskaber igennem ved gennem terror at forsøge at skabe frygt og destabilisere samfundet. I 1970'erne og 1980'erne skyllede en bølge af terror ind over Europa. Man kan her nævne den nordirske separatistbevægelse IRA og deres mange bombninger i Storbritannien, den baskiske selvstændighedsbevægelse ETA’s angreb i Spanien og den venstreekstreme Rote Armee Fraktions aktioner i det daværende Vesttyskland. Men der døde faktisk flere af den sorte terror: 85 mennesker blev fx dræbt ved den neofacistiske gruppe Nuclei Armati Rivoluzionaris angreb på banegården i Bologna den 2. august 1980.

Terroren har altid afspejlet tidens sociale konflikter og politiske modsætningsforhold. I 70'erne havde vi ideologisk og national terror, så fik vi etnisk terror i den jugoslaviske borgerkrig, og nu står vi så overfor den religiøse terror. Og i takt med, at verden er blevet globaliseret, er terroren det også. Den er ikke længere forankret i et lokalt eller nationalt projekt.

Nogle politikere ynder at tegne et billede af et Europa, hvor fjenden kommer ind udefra, og de argumenterer stærkt for, at vi skal sikre vores ydre grænser, øge overvågningen og få mere politi i gaderne. Men det er mere kompliceret end som så. Selvfølgelig er nogle af de terrorister, vi har oplevet de seneste år, kommet herop med flygtningestrømmen, men størstedelen af dem er født i Europa. Og de er blevet radikaliseret i Europa. Det er mennesker, der føler sig stærkt marginaliseret, og som derfor søger mod nogle fællesskaber, hvor de føler, at der er brug for dem, og hvor tilværelsen giver mening. Derfor handler terrortruslen i høj grad også om dårlig integration og sociale problemer.
Terrorister slår folk ihjel, men de forstår ikke sig selv som primitive mordere. De kæmper for en højere sag, som retfærdiggør deres handlinger. Terroren starter aldrig ud af det blå, den tænkes af dens udøvere altid som et svar på noget. Da Osama bin Laden angreb USA i 2001, var det blandt andet al Quedas svar på, at der fandtes amerikanske styrker i Saudi Arabien, som er helligt land for muslimer. Og det var et svar på de mange tusinder af kvinder og børn, der var døde under Vestens fødevareembargoer.

Den islamiske terrorist betragter sig selv som en moralsk aktør og tit også som en frihedskæmper. Han (men det kan naturligvis også være en kvinde) ønsker at forsvare verden mod den vestlige modernitet. Han ønsker en verden, der ligner den verden profeten Mohammed levede i. Vores livsstil er en trussel mod et sådant samfund, og det skal derfor nedkæmpes.  

- Har nutidens terrorangreb været med til at bringe Europa mere i fokus, og tættere sammen, fordi de ikke er knyttet til nationale konflikter og håb om samfundsomvæltninger på samme måde, som terrorismen i 1970’erne og 1980’erne var det?

”De europæiske politistyrker og efterretningstjenesterne har i hvert fald øget samarbejdet. Men samtidig har terroren også givet den radikale højrefløj i Europa luft under vingerne. Marine Le Pen og Martin Henriksen kan uden tvivl blive enige om mange ting, men samtidig er det en alliance mellem nationalister. De tager begge udgangspunkt i hjemlandet. Det er Frankrig først for Le Pen, og Danmark først for Martin Henriksen. De politiske højrefløjspartier er ofte modstandere af EU, så på den måde har terroren også splittet Europa og skadet den europæiske integration.

Jeg tror ikke, vi tænker europæisk, når vi tænker terror. Vi tænker nationalt. Det er vores egen hverdag, vi bekymrer os om, når terroren truer. Det er ikke Europa, der bliver ramt, når terroristerne myrder i Paris, Bruxelles og Berlin. Det er Frankrig, Belgien og Tyskland. Vi har stor medfølelse med ofrene, men vi føler os ikke ramt som europæere.

Herhjemme taler vi meget om terror, men vi lader ikke hverdagslivet påvirke af det. Vi har ikke ændret adfærd i kølvandet på den bølge af terror, der er skyllet ind over Europa. Det er klart, at jo flere angreb vi får, jo mere flytter frygten ind i vores bevidsthed og forstyrrer dagligdagen.

Den franske filosof Jean Paul Dupuy sondrer mellem forgrunds- og baggrundskatastrofer. Forgrundskatastrofen er en exceptionel enkeltstående  begivenhed. Det kunne f.eks. være angrebet på Krudttønden i København. Det er voldsomt, men allerede et par timer efter, går vi på café igen. Baggrundskatastrofen derimod væver sig ind i dagligdagen. Den ligger som en konstant trussel i hverdagslivet, som vi ser det i lande som Pakistan, Syrien og Irak, hvor busser, biografer og markedspladser kontinuerligt bliver ramt.

- Hvordan kan en kultur forsvare sig mod terror? Hvilke midler er der til at bekæmpe frygt?

”Det er farligt at forstå terrortruslen som en kulturkamp. Vores europæiske kultur er på ingen måde truet. Der er stadig en bred opbakning bag Europas grundlæggende liberale og demokratiske værdier. Men det er rigtigt at sige, at terrorismen har givet anledning til en forstærket politisk kamp mellem de politiske fløje.

Den ene fløj betoner Europas kristne kulturarv, og bruger her terrortruslen til at dramatisere spørgsmål om forholdet mellem kristendom og islam. Den anden fløj betoner en fælles liberal frihedsarv og fundamentale retsstatsprincipper, og ser det nationale højre og sikkerhedsstaten som en udfordring af denne tradition. Det centrale er, hvordan forskellige europæiske visioner udfordrer hinanden og ikke, hvordan terroristerne udfordrer os. Terror har stort set altid været en taberstrategi, og sådan vil sandsynlig forsat være.

Man kunne måske også sige det sådan, at den afgørende konflikt i dag står mellem dem, som abonnerer på en forestilling om en europæisk borgerkrig og som altså tænker det politiske i krigstermer, og så en anden fløj, som tager udgangspunkt i en organisk og harmonisk forestilling om det europæiske. Det er samtidig en kamp mellem nogen som definerer kultur substantielt og eksklusivt og andre, som tænker det "tyndere" som centrale principper og statsborgeridentiteter. Det er en kamp mellem to forskellige forestillinger om, hvad kultur er og bør være.

Diskussionen handler samtidig om, hvor meget vi vil ændre vores samfund for at skabe tryghed. Hvor meget vil vi gå på kompromis med frihed, vores demokrati og vores retssikkerhed? Vores demokratier bygger på to piller: Fordringen om sikkerhed (arven fra den engelske filosof Thomas Hobbes) og fordringen om frihed og rettigheder (som vi kender det fra traditionen fra John Locke og frem). Og det er et dilemma, balancen mellem disse to hensyn, der vil fortsætte med at udfordre Europa, for terroren forsvinder næppe foreløbig. Jeg ser det her som en kamp mellem to forskellige visioner for det europæiske, to bud på den rette balance mellem de to hensyn, snarere end som en kulturkamp mellem det europæiske og noget islamistisk, der radikalt udfordrer dette projekt.

Terroren har ramt de europæiske lande forskelligt, og omfanget af de enkelte angreb har også været forskellig, men generelt har vi oplevet en overgang fra 70'ernes politisk (eller nationale) fokuserede terror til den religiøse katastrofiske terror. I 70'erne gik man efter folk, som så at sige ’selv var skyld i det’. Det er Rote Armee Fraktions likvidering af Hans Martin Schleyer et eksempel på. Schleyer var formand for den vesttyske arbejdsgiverforening og havde derudover været SS'er under krigen, så han kondenserede alt det, bevægelsen var modstander af. De mente ikke, at der var sket et tilstrækkeligt opgør med nazismen. Deres påstand var, at tyskerne ikke levede i et reelt demokrati men var underlagt et totalitært magtapparat, og derfor gik man også efter højtstående dommere og politikere.

Den nye katastrofiske terror rammer på må og få, og terroristerne bag aktionerne er ligeglade med, hvem ofrene er. Og modsat 70ernes nationale terrorisme kan man ikke forhandle sig frem til en politisk løsning på problemerne, for den religiøse terrorismes mål er den totale sejr. Det er verdensherredømme.”

 

Du kan møde Carsten Bagge Laustsen her:

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.