Thorsten Borring, ”Europæerne skal styrke sammenholdet, ellers får vi smæk af de andre”

STAFFETTEN: Europa

Hvad kendetegner Europa? Det spørgsmål stiller vi til fire forskere fra Aarhus Universitet. I dag og de kommende søndage vil de gøre os klogere på, hvordan Europa tager sig ud, når man forsker i hhv. europastudier, litteraturvidenskab, statskundskab og historie. Er Europa en konstruktion med en udløbsdato, en fælles historie eller ren geografi? De fire forskere svarer, og de sender stafetten videre ved at stille tre nye spørgsmål til den næste forsker i rækken. I næste uge kan du læse, hvad Mads Rosendahl, professor MSO i litteraturvidenskab på Aarhus Universitet, svarer på tre spørgsmål fra professor i europastudier Thorsten Borring Olesen.

Krisen i EU har aldrig været større, men det er ikke overraskende, at den kommer nu. De europæiske lande er under pres på alle fronter i disse år, og derfor er løsningen heller ikke mindre men mere EU, mener professor i europastudier Thorsten Borring Olesen.

- Der bliver talt og skrevet meget om krisen i EU, men det er ikke første gang, at samarbejdet vakler. Hvor slem er den nuværende krise i forhold til tidligere kriser?

”Det er svært at forestille sig en større krise, end den vi står over for i dag. Det er langt fra EU's første krise. I midten af 60’erne havde vi ’den tomme stols krise’, hvor franskmændene boykottede alle møder i et halvt år. I 70’erne blev vi ramt oliekrisen, og dengang lykkedes det ikke at få lavet en fælles energipolitik. I stedet devaluerede de enkelte lande deres valutaer for at ride krisen af og sparkede for en stund benene væk under projektet om en fælles økonomisk monetær union. Og sådan fortsætter balladen op gennem historien.

Men fælles for tidligere kriser er, at de lå på et statsligt plan. I dag bliver de nationale kriser overlejret af, at befolkningerne forholder sig meget mere aktivt til EU. Det skyldes på mange måder EU's succes. Samarbejdet er langt mere omsiggribende end tidligere, og dermed berører det også borgernes hverdag mere. Det er på mange måder en positiv udvikling, men det gør samtidig EU mere synlig for borgerne – også de dele af samarbejdet, der ikke fungerer.

Dertil kommer, at flere lande har åbnet op for folkeafstemninger, og det indebærer altid risikoen for at få et nej. Siden underskrivelsen af Maastricht-traktaten for 25 år siden er EU blevet obstrueret af en række nej’er. Det er ikke i sig selv forunderligt, men fordi det er sket sideløbende med udvidelsen af EU, er problemerne langsomt taget til.  

Der er mange gode argumenter for udvidelsen af EU. Havde vi ikke haft den, er det ikke utænkeligt, at vi havde oplevet en række situationer, der ligner den udvikling, vi har set i Ukraine. I den forstand kendte EU i den grad sin besøgelsestid, da man udvidede familien. Omvendt har selve udvidelsen gjort det yderst kompliceret at drive EU. Vi er gået fra at være 15 forholdsvis homogene lande til de nuværende 28 lande med meget forskellige økonomiske og kulturelle strukturer. Det gør samarbejdet svært, og her opstår det store paradoks omkring EU: Hvis borgerne ikke fornemmer, at EU tager hånd om problemerne, spørger de sig selv: Hvad skal vi med EU? På den anden side er det logisk, at hvis ikke borgerne bakker op om samarbejdet og udstyrer EU med folkelig legitimitet, kan samarbejdet heller ikke være effektivt.  Det bliver en ond spiral. 

- Sidste års Brexit var et konkret bevis på, at briterne sætter Storbritannien først, og hvis Marine le Pen vinder det franske valg, vil hun sætte Frankrig først. Det samme vil ske i Holland, hvis Geert Wilders kommer til magten. Men tænkte landene ikke også først og fremmest på dem selv, da de underskrev Maastricht-aftalen for 25 år siden?

”Det gjorde de, men der var også en stærk vilje til at indgå kompromisser og have EU's langsigtede velbefindende for øje. I dag er fællesskabet under voldsomt pres. Derfor kan EU heller ikke fortsætte, som om intet var hændt, og grundlæggende burde man omlægge samarbejdet, så det passer til dagens Europa. Det vil betyde mere EU på hårde områder som fx sikkerhed, handel og flygtningepolitik og mindre EU på resten.

Når vi kigger på mange af de udfordringer, Europa står over for i det 21. århundrede, er der ingen tvivl om, at det vil være en stor gevinst at holde sammen. Men Europa er splittet mellem behovet for fællesskabsaktion og nogle befolkninger, der kræver, at beslutningerne bliver taget så tæt på borgerne som muligt. Løsningen er at finde en form, hvor man kan blive enige om, hvad landene bedst løser i fællesskab, og hvad EU skal overlade til de nationale politikere .

Når vi eksempelvis taler sikkerhed, er løsningen ikke, at 28 lande forsøger at løse udfordringerne alene. Der er meget, som tyder på, at Europa i højere grad bliver nødt til at tage vare på sin egen sikkerhed fremover. USA truer med at slække på opbakningen til Nato, og Rusland spiller et magtspil, som ligner noget, vi har set tidligere. Alting peger i retning af, at vi skal skabe mere fælles sikkerhed i Europa. Og ikke kun militært, også i forhold til flygtninge.

Et af de store problemer er, at EU ikke har været i stand til at klare den flygtningebølge, der er væltet ind over kontinentet de seneste år. Men her er paradokset, at EU-kommissionen ret tidligt udviklede en politik om en effektiv bevogtning af de ydre grænser. Man fik også lavet en fordelingsnøgle, der skulle sikre, at alle lande tog deres del af slæbet, men begge løsninger blev aldrig til noget, fordi medlemslandene ikke ville være med. Den del af løsningen, der endte med at falde på plads, nemlig aftalen med Tyrkiet, som er hovedårsagen til, at vi ikke er blevet fuldstændig oversvømmet af flygtninge det seneste år, får EU ingen kredit for. I alle lande – fra Ungarn til Inger Støjberg – fortæller politikerne, at det er deres politik, der har sat en prop i flygtningestrømmen, og derfor vinder EU ikke på popularitet på den konto. Sådan har det altid været. EU er sjældent blevet hyldet for sine bedrifter, men det var mindre problematisk tidligere, hvor samarbejdet ikke skulle kæmpe så hårdt for sin legitimitet i befolkningerne.

- Er det overhovedet muligt at trænge igennem med budskabet om, at vi har brug for EU i en så stærkt populistisk tid, som vi oplever i dag?

”Det er svært. Vi befinder os i et vadested. Samtidig er vi rullet ind i en malmstrøm, hvor det hele går så stærkt, at det næsten er umuligt at få ørenlyd for rationelle argumenter. Den seneste folkeafstemning herhjemme var kompliceret, alligevel var det overraskende, at politikerne ikke kunne trænge igennem med budskabet om, at  Danmark var blevet tilbudt en luksusudgave af medlemskabet, der gav os en række unikke fordele.

Det danske nej blev tolket ind i bølgen af voksende EU-kritiske partier. Det var endnu et kapitel i fortællingen om, at EU havde mistet sit greb i befolkningerne, men graver man et spadestik dybere, var det også et de-legitimering af vores eget politiske system. Alle partier undtagen fløjene anbefalede jo et ja, og den virkelighed vendte flertallet ryggen til. Det er ikke kun EU, der er i krise. Det er mange af de europæiske nationalstater også. Vi ser et oprør mod nogle bærende værdier i samfund, som skyldes, at globaliseringen i bred forstand har sat nogle voldsomme skel i mange af de europæiske befolkninger. Ikke kun økonomisk men også kulturelt og værdimæssigt.

Vi lever i en fase af verdenshistorien, hvor meget forandres radikalt på kort tid. Mange føler, at de basale livsformer, de kender og orienterer sig mod, er truet, og derfor forsøger de at finde nogle holdepunkter at klynge sig til – som fx nationalstaten. Det er ikke første gang i historien, vi oplever det. Tiden mellem de to verdenskrige lignede på mange måder den tid, vi lever i nu. I Tyskland oplevede man en voldsom industrialisering, og i løbet af kort tid gik man fra at være et slidsomt landsbrugssamfund til at træde i karakter som buldrende industrisamfund. På landet lå fremtiden i så forudsigelige rammer, at folk udvandrede i hobetal, men mange af dem tog deres bærende moralbegreber med ind til byerne og blev konfronteret med helt andre måder at leve på. Oveni den udvikling kom første verdenskrig og satte turbo på opbruddet, og der er ingen tvivl om, at det skabte en stærk følelse af orienteringsløshed og værdiskred. Alt det velkendte forsvandt på meget kort tid, og det var uden tvivl med til at bane vejen for Hitler.

Jeg påstår ikke, at historien gentager sig, men det er fristende at sammenligne dagens situation med den situation, vi oplevede i 30’erne. Der er flere fælles træk. Den protektionisme, Donald Trump repræsenterer, minder på mange måder, om den måde man forsøgte at redde økonomien på i 30’ernes Europa. Og det fik katastrofale følger. Derfor skal vi heller ikke i gang med at lukke grænserne for hinanden, som man gjorde dengang. Tværtimod. Jo sværere det bliver at eksportere til det amerikanske marked, jo vigtigere bliver det at kunne eksportere til det europæiske marked. Det nytter ikke, at de europæiske lande fægter alene rundt, for så får vi smæk. Vi skal holde endnu mere sammen.  

Sådan bliver du klogere på Europa – tre bud fra Thorsten Borring Olesen:

1)            Radioprogrammet ’Europa lige nu’ på P1

2)            Folketingets EU-oplysning på euo.dk

3)            Bogen ‘Danmark Europa 1950-2000’ – udgivet af Folkeuniversitetet og Aarhus Universitetsforlag 2017.

 

af MARCUS AGGERSBJERG JP Aarhus i samarbejde med Folkeuniversitetet

Maj 2017