Stefan Kjerkegaard, "Det sjoveste folkefærd er finnerne"
Der er flere forskelle end ligheder i den nordiske humor. Vi danskere tror, vi kan tillade os at sige alt, bare vi bruger humor og ironi, men dén går fx ikke i Sverige, forklarer litteraturforsker Stefan Kjerkegaard, der skriver på en lille bog om humor.
Nordisk litteratur er kendt for mørke stemninger og alvorlige emner. I udlandet fascineres man af historier om, hvordan middelklassefamilier i vores velfungerende samfund kan afsløre dybe konflikter.
Men de senere år er der kommet en række bøger fra nordiske forfattere, hvor den underspillede og ofte mørke humor bruges som litterært virkemiddel. Vi grynter lidt under læsetæppet, når humoren giver linjerne vingeslag og sætter de alvorstunge emner i perspektiv.
”Humor er ikke rigtig noget, hvis ikke der ligger stor alvor bag,” siger lektor Stefan Kjerkegaard.
”Den nordiske humor er underspillet og skæv, en høhø-humor. Vi er åbenbart ikke til skraldlatter. Der er ikke så mange deciderede humorister i nordisk litteratur, selvom humoren nok findes i mange afskygninger.”
Humor skal tages alvorligt
Den 43-årige litteraturforsker begyndte at beskæftige sig med humor i litteraturen, da han i sin ph.d. undersøgte ordspil og flertydighed og zoomede ind på Per Højholts brug af ironi og satire.
Nu har han en Tænkepause på vej om humor (Aarhus Universitetsforlags populære bogserie), og ved vidensfestivalen Nordiske Nätter 4.-6. november skal han deltage i en samtale med forfatter Stine Pilgaard om humor i nyere nordisk litteratur.
”Stine Pilgaard er en af de yngre, talentfulde forfattere, der bruger humor aktivt. Hendes bøger ’Min mor siger’ og ’Lejlighedssange’ er både sjove og gode,” siger Stefan Kjerkegaard.
Han fremhæver også norske Erlend Loe, der med ’Doppler’ skrev en dybt alvorlig og meget morsom bog om lysten til at skride fra det hele.
Her til lands er Jens Blendstrup et andet eksempel på en forfatter, der med bramfrit sprog og en god portion humor behandler alvorlige emner, fx faderens kræftsygdom i gennembrudsromanen ’Gud taler ud’.
”Humor bliver ofte negligeret, når man taler om ”rigtig” kunst. Den regnes ikke for fin nok. Når noget er sjovt, placerer vi det tit i underholdningsafdelingen. Men det er en fejl. Humor er et stærkt virkemiddel, som giver et andet perspektiv på alvorlige emner,” siger Stefan Kjerkegaard.
”Nogle stand-up’ere undskylder næsten det, de laver. De oplever ikke, at de bliver anerkendt for deres humor, hvilket er noget pjat, når man ser på, hvor meget de fylder i medierne. Men deres selvforståelse er præget af mange års traditionel kunst- og kulturforståelse. Og noget er der om det. Ville Karl Ove Knausgård fx være blevet lige så anerkendt, hvis han var humorist? Det tvivler jeg på.”
Regionale forskelle på humor
Selv om der er fællestræk i den nordiske humor, så er det lettere at se forskellene, mener Stefan Kjerkegaard:
”I Danmark tror vi, at vi kan tillade os at sige alting, hvis vi gør det med ironi eller humor. Hvis man ikke griner, er man på den. Værkstedshumor tager ofte sin lytter som gidsel. Vi bryster os af en sammenhæng mellem vores særlige humor og ytringsfrihed.”
Nordmænd er ofte lidt afdæmpede, og svenskerne er generelt mere politisk korrekte i deres humor. Stefan Kjerkegaard diskuterede engang Danske Spils annoncer om ’der er så meget, kvinder ikke forstår’ med en flok yngre svenske mænd. Svenskerne var oprørte - de fandt annoncerne med de letpåklædte blondiner dybt sexistiske.
”De overså måske et element, nemlig at det stereotype billede af blondiner, der ikke har forstand på fodbold, kastes tilbage på de mænd, der griner ad reklamen. Mænd, der ser sport, er åbenbart sådan nogle, der kun ser kvinder på dén måde. Svenskerne mente, at sådan en reklame aldrig ville blive bragt i Sverige, og det har de nok ret i,” smiler han.
Knastør, finsk humor
Finnerne, derimod, kan noget særligt med humor:
”Finner har en underfundighed, der er fantastisk. Hvis man skulle kåre det folkefærd i Norden, der er sjovest, må det helt klart være finnerne. Deres humor er sort og knastør. Det er virkelig ærgerligt, at vi ikke kan læse deres litteratur på originalsproget,” siger han.
En smagsprøve kan man få i Mikael Niemis bøger, selvom Niemi faktisk ”kun” er svensk, men han er opvokset tæt på grænsen til Finland.
”Måske er det ikke tilfældigt, at Finland både har et monster-heavy-band som Lordi, der vandt Melodi Grand Prix i 2006, og en tidligere skihopper som Matti Nykänen, der blev berømt for udsagn som ”Odds’ene var fifty-sixty”. Det er da humor!”
Vi sparker opad
I Skandinavien og især i Danmark ligger det dybt i os, at vi kan bruge humor til at sparke opad, så vi legitimt kan kritisere magthaverne; Kirken, politikerne, erhvervsledere osv. Det er en del af vores demokratiforståelse.
”Men vores verden er nu så globaliseret, at vi ikke helt kan vide, om vi sparker opad. Humor har svært ved at holde sig til noget nationalt. Og så synes andre måske, at vi sparker nedad og tramper på dem. Det var, hvad der skete ved Muhammedkrisen. Tegnerne mente nok, at de sparkede opad, men nogle opfattede det som om, de sparkede nedad. Problemet opstår, når magtbalancen ikke længere er tydelig,” siger Stefan Kjerkegaard.
”Globaliseringen er måske ved at ændre vores humor. Vores nabo er ikke kun én fra Danmark, Norge eller Sverige. Man skal tage hensyn langt ud over alle grænser. Af samme grund opstår der også en politisk korrektheds-kultur. Man ser det især i England og USA, hvor man diskuterer, om der må gøres grin med minoriteter. Men humor har det ikke godt med restriktioner. Den trives ikke i kontrollerende rammer. Er politisk korrekt humor overhovedet sjov?”
Stefan Kjerkegaard:
Lektor i nordisk sprog og litteratur, Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet. Har især forsket i nyere nordisk litteratur, og hvordan den påvirkes af nye medier.
Af Jonna Toft, journalist,
oktober 2016