Sara Dybris McQuaid, "Brexit handler om meget mere end forholdet til EU"

Hvis vi skal forstå Brexit bedre, skal vi kende til spændingerne mellem England og de tre andre nationer i Storbritannien, mener konfliktforsker Sara Dybris McQuaid. For Brexit rummer to konflikter, der spiller sammen: En ydre mod EU og en indre i det stadig mere splittede Storbritannien.

Når Speaker of the House endnu en gang gjalder sine råb ud i det britiske parlament og videre ud gennem de danske nyhedsskærme, bliver lektor Sara Dybris McQuaid lidt træt. Den danske mediedækning af Brexit frustrerer hende.

Sara Dybris McQuaid er konfliktforsker på Aarhus Universitet og har speciale i Nordirland, og hun mener, at vi bliver ved med at overse noget.

”Vi må få øjnene op for, at Storbritannien ikke kun består af England. Det er en union af fire nationer med hver deres særlige historie, grader af nationalisme og uafhængighedsbevægelser. Det, vi ser fra House of Commons, er langt hen ad vejen en distraktion, politisk teater, og det gør os ikke klogere på mange af de andre dynamikker, der er i spil,” siger hun.

Væsentlige konfliktpunkter ligger andre steder end i parlamentet og de store partier, påpeger hun. Nemlig i forholdet mellem de fire nationer.

Multikulturelt og multinationalt
Nordirland og Skotland stemte for at blive i EU, mens Wales og det dominerende England, der huser 84 pct. af befolkningen i Storbritannien, stemte ’leave’.

Forholdet mellem de fire nationer i Storbritannien fascinerer Sara Dybris McQuaid, der har irsk-danske aner og har boet i Dublin, London og Belfast.

”Storbritannien er ikke bare multikulturelt, men netop multinationalt. EU's motto er ’unity in diversity’, og det har Storbritannien kæmpe erfaring med. Men det betyder også at der hele tiden forhandles om, hvem ’vi’ er, både som briter og som henholdsvis skotter, walisere, englændere og nordirere,” forklarer hun.

England er dominerende med sin overvægt i befolkningstal og London som et stærkt finanscentrum. Med ’Devolution’, den delvise overdragelse af politisk magt i slutningen af 1990’erne, fik de tre mindre nationer hver sin lokalforsamling og en form for selvstyre, som er forskellig fra land til land. Skotland er det mest selvstændige.

England har dog ikke et lokalparlament. Så England er kun repræsenteret gennem de fælles institutioner i Westminster.

Der er store forskelle mellem nationerne politisk og økonomisk. I Skotland er det f.eks. gratis at gå på universitetet, og i Wales kan pensionister få receptpligtig medicin gratis. I Nordirland er abort forbudt, og homoseksuelle kan ikke blive viet. Ingen af delene er gældende i de andre nationer. Det betyder, at der er stor forskel på, hvad det vil sige at være britisk, afhængig af hvor man bor.

Stærk nationalitetsfølelse i de små nationer
I Skotland og Wales føler befolkningerne sig ofte mere skotske og walisiske end britiske. I Nordirland er billedet mere blandet.

”I de små nationer har folk været nødt til at reflektere over deres tilhørsforhold, fordi England er så dominerende i forhold til den britiske identitet. Men englænderne har ikke i samme grad været nødt til at forholde sig til deres tilhørsforhold eller til de tre små nationer, og de har historisk uproblematisk betegnet sig som britiske,” forklarer Sara Dybris McQuaid.

”Dét er ved at ændre sig. Undersøgelser viser, at stadig flere englændere føler sig mere engelske end britiske. Det er bl.a. en effekt af ’devolution’ og det kan have stor effekt for Storbritannien. For hvis englænderne holder op med at føle for Storbritannien, så er der ikke meget tilbage. I den udvikling er Brexit også en afgørende faktor.”

Ny dynamik i gamle konflikter
Brexit har siden 2016 fyldt meget i Sara Dybris McQuaids undervisning og forskning. Hun er jævnligt aktuel med forelæsninger på Folkeuniversitetet om Irland, Nordirland og den nye virkelighed i Storbritannien.

”Man siger, at ’Irlands historie er noget, som irerne aldrig skal huske og englænderne aldrig skal glemme’. Men reelt forholder det sig ofte omvendt. Irerne husker, ikke mindst fordi konflikten i Nordirland er ’living memory’ – alle husker den og har et levende forhold til den. Men i den brede engelske offentlighed bliver man ved med at glemme, at den seneste konflikt kun formelt er afsluttet – at det stadig er en fredsproces,” siger hun.

”Vi så det, da afstemningen blev udskrevet: Emner som immigration og frihandel var på dagsordenen, for de fylder meget i England. Men fredsprocessen i Nordirland fyldte utrolig lidt,” tilføjer hun.

Tidligere, da den britiske og irske regering  forhandlede fredsaftalen til rette i slutningen af 1990’erne, havde de et fælles mål. De kæmpede for det samme, en politisk aftale om fred, og de kunne indgå de nødvendige kompromisser, når parterne i Nordirland stod stejlt.

Det er ændret med Brexit. Samarbejdet om fredsaftalen forstyrres nu af, at parterne sidder på hver sin side af bordet i Brexit-forhandlingerne, forklarer hun. Man er for eksempel enige om, at der ikke skal skabes en hård grænse mellem Nordirland og Irland, men man er uenige om hvordan det kan undgås.

”I Nordirland har Brexit endegyldigt ændret konfliktens status fra ’afsluttet’ til ’ulmende’,” påpeger hun.

Uholdbar situation i Nordirland
Nordirland har siden 2017 været ude af stand til at danne den samarbejdsregering, der er grundlæggende for fredsaftalen – de er i en form for politisk vakuum. Sammenholdt med, at fredsaftalen ikke gav en reel afslutning af konflikten i form af et efterfølgende fortidsopgør, giver det en situation, hvor frustrationerne sidder yderligt og jævnligt blusser op, forklarer Sara Dybris McQuaid.

”Der er en frygt for, at vi vil se mere vold. De grupper, der gerne ser, at Nordirland forenes med Irland, vejrer morgenluft. Brexit betyder, at Storbritannien igen kan gøres til en tydelig modstander. Og i Irland bliver det nu sagt højt, at nogle håber at se en genforening i deres politiske levetid. Det har vi ikke set magen til i 20 år,” siger hun og fortsætter:

”I slutningen af 1990’erne håndterede man skotsk og walisisk nationalisme ved at decentralisere magt i Storbritannien, og man fandt frem til et kompromis mellem britisk og irsk nationalisme i Nordirland. I 2019 ender vi måske, med Brexit som motor, med et helt nyt politisk landskab, hvor Skotland er på vej mod selvstændighed, Irland er på vej mod forening, og England og Wales er på vej helt ud af EU.”

Sara Dybris McQaid:
Lektor i britisk og irsk historie og samfund, Aarhus Universitet.

Af Jonna Toft

Juni 2019