Pia Lauritzen, "For en russer er vores samtaler ren tågesnak"

Vores brug af spørgsmål er helt forskellig i forskellige kulturer. Det er en af grundene til, at samarbejdet i internationale virksomheder ind imellem kører af sporet, siger Pia Lauritzen, ekspert i filosofi og ledelseskultur. Hun har forsket i spørgsmål. 

141 spørgsmål blev der stillet på en helt almindelig familiemorgen i hjemmet hos filosof og metodeudvikler Pia Lauritzen. Det siger lidt om, hvor ofte vi danskere bruger spørgsmål i sproget.

Nogle gange ønsker vi faktisk et svar. Men ofte er spørgsmål udtryk for noget andet: ’Vil du tage af bordet?’ er en ordre. ’Har du sovet godt?’ er en måde at vise omsorg på. ’Hvor er mine hårelastikker’ betyder ’Kom og hjælp mig med at finde dem’. Og ’Skal din sofa snart til rens?’ er en slet skjult hentydning.

”Spørgsmål er bestemt ikke uskyldige,” siger Pia Lauritzen, der i efteråret udgav bogen ’Spørgsmål - mellem identitet og differens’ og forelæser i Folkeuniversitetet i Aarhus’ forårsprogram i Aarhus, Emdrup og Herning.

”Der ligger et lag af underforstået kommunikation i spørgsmål, og problemerne opstår, når folk fra forskellige kulturer ikke opfatter eller forstår det samme. Spørgsmålets betydning er en blind plet i kommunikationen.”

Vi danskere bruger spørgsmål med mange formål. Men det sker ikke på samme vis i andre kulturer:

”Jeg tror, at russerne synes, vores samtaler er ren tågesnak. Det er forståeligt, at nogle af dem mener, vi trænger til en stærk mand. Vi sender mange signaler ud, som betyder noget andet end det, vi siger. En russer ville sige ’Jeg synes, din sofa trænger til rens’ eller ’Vær sød at tage af bordet’. Det kan vi godt lære noget af, for det giver klarere kommunikation,” siger hun.

Spørgsmål fortæller om afsenderen

Pia Lauritzen har forsket i kulturforskelle i brugen af spørgsmål, mens hun i 2014-16 var tilknyttet Afdeling for Filosofi og Idéhistorie på Aarhus Universitet som postdoc.

”Forskningsmæssigt er spørgsmål altid blevet set som et middel til noget andet. Men spørgsmål er interessante i sig selv, fordi de siger meget om afsenderen. Vi oplever hele tiden kulturforskelle, og det kan være svært at se, hvad man selv gør, som fastholder disse forskelle. Her kan viden om spørgsmålets betydning være til gavn,” siger hun.

Selv har hun fokuseret på spørgsmål, siden hun i forbindelse med sin ph.d. udviklede et værktøj, ’Stafetanalyse®’. Det går i grove træk ud på at sætte en gruppe mennesker til at stille hinanden spørgsmål for derved at få et indblik i, hvad de er optaget af inden for det emne, man søger belyst. 

”Efter at have lavet Stafetanalyse® i mange forskellige virksomheder kunne jeg se, at spørgsmål skaber en bestemt adfærd hos folk. Jeg var nysgerrig efter, om det samme sker i andre kulturer,” siger hun.

Derfor undersøgte hun fire skoleklasser: En dansk og tre sprogskoleklasser; en russisk, en kinesisk og en spansk.

”Spørgsmålene lignede ofte hinanden, men de gjorde noget forskelligt ved adfærden i gruppen,” siger hun og giver et eksempel:

En lærer giver eleverne en opgave.

Elev: ’Jeg kan ikke løse opgaven, for jeg har ikke noget at skrive med’.

Lærer: ’Hvor er dit penalhus?’

Eleven begynder at lede og flytter fokus væk fra opgaven.

”Læreren fralægger sig ansvaret for situationen og giver det til eleven, som må finde sit penalhus, før hun kan lave opgaven. I en russisk klasse ville læreren sige ’Hvordan ville du løse opgaven, hvis du havde noget at skrive med?’. På den måde beholder læreren en del af ansvaret, og eleven bevarer fokus på opgaven. Med spørgsmålet distribueres ansvar,” forklarer hun.

Svær international kommunikation

Et andet eksempel er fra en international virksomhed:

”En leder holder oplæg om et nyt projekt. En dansk medarbejder stiller spørgsmål og lægger dermed ansvaret over på lederen: ’Du skal forklare, så jeg forstår’. Men en kinesisk medarbejder vil ikke spørge, for dermed oplever han, at han selv påtager sig et ansvar for at forklare og forsvare projektet,” fortæller Pia Lauritzen.

Selv om ledere siger til internationale medarbejdere, at de ’bare skal spørge, hvis der er noget, de ikke forstår’, så er det altså kulturelt betinget, om de gør det. Når projektet går i gang, har kineseren måske ikke forstået sine arbejdsopgaver, hvilket kan have alvorlige konsekvenser.

”Hvis vi forstår, hvor og hvornår der går noget galt i kommunikationen, kan vi bedre finde andre brugbare metoder,” tilføjer hun. 

Laver analyse i Norddjurs Kommune

Pia Lauritzen er partner i virksomheden Indblik Inc., hvor hun bruger en god del af sin tid på at certificere konsulenter i virksomheder, som vil bruge Stafetanalyse® som arbejdsredskab.

Desuden er hun i gang med en Stafetanalyse® på tre forskellige sprog for Norddjurs Kommune, hvor man ønsker en dialog med de 3-400 integrationsborgere om, hvad de betragter som vigtigt for integrationen.

”Måske er der andre ting i spil for borgerne end for kommunen. Det er fremsynet af kommunen at insistere på at undersøge det på integrationsborgernes egne sprog. Generelt oplever jeg, at når man skaber et rum, hvor folk kan finde sammen i meningsfulde relationer og diskutere emner, der optager dem, så får man brugbar indsigt. Ved at demokratisere spørgemagten mobiliserer man flere, end man ellers kan.”

 

Pia Lauritzen:
Filosof og forsker med speciale i spørgsmål og ledelseskultur. Partner og metodeudvikler i virksomheden Indblik Inc.

Af Jonna Toft, journalist - Folkeuniversitetet i Aarhus i samarbejde med Aarhus Stiftstidende

Januar 2017