Niels Brimnes, "Vi var lige så brutale som andre"

Fra 1600-tallet til 1900-tallet havde Danmark kolonier rundt om i verden, og det har sat sine spor: Vi køber kolonialvarer som kaffe, te og rørsukker, og når vi er i København, går vi tur mellem smukke palæer, der blev bygget på overskuddet fra bl. a. slavehandel.

-Vi var hverken mere eller mindre brutale end de andre kolonimagter. Men det danske kolonirige er interessant, fordi det rummede flere forskellige former for kolonialisme, fortæller lektor i historie Niels Brimnes, Aarhus Universitet.

Han er ekspert i de danske kolonier i Indien og holder jævnligt forelæsninger på Folkeuniversitetet i Aarhus, og så er han redaktør for bindet om Indien i det fem bind store værk ' Danmark og kolonierne', der udkom 31. marts.

Selv blev Niels Brimnes fanget af kolonitiden, da han som ung under en rejse i Indien besøgte Trankebar på Indiens østkyst.
Her lå velholdte gamle europæiske huse klos op og ned af de indiske bygninger.

-At stå i ' Kongensgade' og blive tilbudt gamle danske mønter, som børnene havde fundet på stranden Det måtte jeg bare vide mere om, smiler han.
Skulle give overskud De mest kendte danske kolonier er nok de tre Vestindiske Øer, som vi solgte for 100 år siden til USA. Men der var andre: Grønland, en håndfuld handelsforter på Guldkysten i Afrika, handelsstationerne Trankebar og Serampore i Indien, og så Nicobarerne, en lille øgruppe langt ude i farvandet vest for Phuket i Thailand. Her lykkedes det aldrig danskerne at skabe forretning.
De døde simpelthen af malaria.

-Vi blev en kolonimagt for at tjene penge. Når vi ikke længere kunne tjene penge på kolonierne, solgte vi dem. Den eneste mulige undtagelse er Grønland.
Grønlandsk tran var en god forretning for Danmark op gennem 1800-tallet, men her var også nogle mere moralske initiativer, fortæller han.

-Man ville beskytte de grønlandske fangere mod verden udenfor -og sikkert også sine egne handelsmuligheder. Men man kan ikke afvise, at der faktisk også var et reelt ønske om at hjælpe inuitterne ind i det moderne samfund på en lempelig måde. Efter Anden Verdenskrig vendte vi på en tallerken: Nu skulle Grønland moderniseres, og det skete på temmelig hårdhændet vis.
Tre former for styre Der var stor forskel på magtforholdene og styreformerne i de danske kolonier. Fra den ' beskyttende' tilgang på Grønland til den mest brutale form, slaveplantagerne i Vestindien.
På de tre små øer udnyttede vi slaver, som arbejdede under de værst tænkelige forhold.
Handelsforterne på Guldkysten repræsenterer en tredje form for kolonialisme, om end den også kunne være brutal. Vi indkøbte slaver, som de afrikanske konger og købmænd var mere end villige til at sælge. Det var nemlig en bedre forretning end handel med guld, fortæller Niels Brimnes.

-På Guldkysten var Danmark underlagt lokale kongers vilje og havde ikke særlig meget magt. Vi kontrollerede kun selve forterne og havde ingen landområder, siger han.

-Også i Indien var vi en relativt svag kolonimagt. I Trankebar kontrollerede vi ganske vist et landområde med 10-20 landsbyer og 20.000 mennesker, men vi var afhængige af de lokale fyrsters velvilje, og ofte var vi tvunget til at imødekomme den lokale indiske elites ønsker.

En svag autoritet Da handelen med billige bomuldstekstiler blev vanskeligere i Trankebar, etablerede vi i 1755 en koloni i Serampore, som i dag nærmest er en forstad til Calcutta.
Op gennem 1800-tallet voksede den til en betydelig by med 10.000 mennesker, heraf kun ganske få danskere -men dermed var Serampore en af de største byer i det danske rige, i kaliber med Kiel, Altona og Charlotte Amalie på Skt. Thomas.

Den dag i dag ligger her et dansk grundlagt universitet, Serampore College, Indiens første moderne universitet.

-Inderne i de danske kolonier havde næppe et særligt forhold til Danmark. Danskerne udgjorde bare en autoritet på linje med de indiske autoriteter. Måske håbede man at kunne presse danskerne mere end de andre kolonimagter, især briterne.

Hvis vi fremstod mere humane end andre kolonimagter, skyldtes det mere svaghed end godhed, forklarer Niels Brimnes.
Ligesom de øvrige kolonimagter ønskede Danmark ikke for alvor at investere i kolonierne, f. eks. i infrastruktur, sundhedsvæsen eller undervisning.

I stedet solgte man kolonierne, når de ikke længere var rentable. Et multietnisk rige I dag tænker vi ikke så meget over, at vi har været en kolonimagt, og historiebøgerne beskæftiger sig ofte mest med området inden for det nuværende kongeriges grænser.

-Under kolonialismens storhedstid var det danske rige - eller rettere det dansk-norske rige - en langt mere sammensat, multietnisk og multinational stat end i dag. Riget bestod af en lang række områder spredt over kloden, og her blev talt mange sprog. Eliten havde et netværk på tværs af kolonierne og afløste hinanden på guvernørposter. Vi var også en stor søfartsnation -vi havde en langt mere kosmopolitisk tilgang til verden end i dag, forklarer Niels Brimnes.

Han glæder sig over, at det nye værk om kolonihistorien sætter fokus på kolonialismens nuancer og kolonitidens kulturmøder.

-Du kan ikke finde en fællesnævner for den danske kolonialisme.

Dertil var relationerne til lokalbefolkningen for forskellige: Fra den beskyttende tilgang til Grønland over den mere ligeværdige tilstedeværelse i Afrika og Indien og så til det brutale styre i Dansk Vestindien. De lokale var ikke alle steder passive ofre, og det gør det vanskeligt at tale om kolonial 'skyld' i en generel forstand, siger han.

Under kolonialismens storhedstid var det danske rige - eller rettere det dansk-norske rige - en langt mere sammensat, multietnisk og multinational stat end i dag.

Niels Brimnes:
Lektor i historie på Aarhus Universitet, Institut for Kultur og Samfund.

Juni 2017