Mads Rosendahl Thomsen, "Bøgernes sortsynede klarsyn"

STAFFETTEN: Europa

Fire søndage med fire forskellige forskere, som svarer på spørgsmål om, hvad der kendetegner Europa? Hvordan tager Europa sig ud, når man forsker i hhv. europastudier, litteraturvidenskab, statskundskab og historie. Er Europa forældet idé, en fremtidig vision, eller bare en tilfældig samling lande?

De fire forskere svarer, og de sender stafetten videre ved at stille tre nye spørgsmål til den næste forsker i rækken. I sidste uge kunne du læse professor i historie Thorsten Borring Olesen, som opsummerede det hele i formuleringen ”Vi risikerer at få smæk af de andre”. Han har stillet denne uges spørgsmål til professor i Litteraturhistorie Mads Rosendahl Thomsen. De kommende søndage kan du læse om oprør, terror og revolutioner i Europa ved lektor i statskundskab Carsten Bagge Laustsen og fra lektor i historie Bertel Nygaard. 

Stafetten er en optakt til Århundredets Festival om Danmark og Europa 1950-2000, som er et initiativ under Europæisk Kulturhovedstad 2017.

- Den europæiske diskurs er i øjeblikket præget af en væsentlig portion krise og dystopi. Har tidligere tiders dystopiske litteratur - fx den britiske forfatter George Orwells ’1984’ - relevans for nutidens krisediskussion?

Flere af de europæiske klassikere har været tankevækkende præcise i deres forudsigelser. En bog som George Orwells 1984 er jo yderst aktuel i dag. Den oprindelige arbejdstitel på bogen var ’The last man in Europe’, og den hentyder til bogens hovedperson, der kæmper en ensom kamp for at opretholde menneskeligheden i et totalitært og gennemkontrolleret samfund ved at insistere på det enkelte menneskes ret til at leve og tænke som et selvstændigt individ.

George Orwell fortæller os, at der nogle værdier, som er værd at passe på, men som er under pres for at gå tabt. Det har man bestemt også på fornemmelsen i øjeblikket, synes jeg. I 1984 er det overvågning, historieforfalskning, manipulation, løgn og nationalisme, der presser individet. Det minder uhyggelig meget om nogle af de skygger, der lægger sig over Europa i disse år, og som også er fulgt med den nylige indsættelse af Donald Trump som amerikansk præsident.

Nogle år inden Orwell udkom med sin roman 1984, udgav han essayet Notes on Nationalism, hvor han argumenterer for, at nationalisme får mennesker til at miste respekten for sund fornuft og blive mindre optaget af, hvad der er faktuelt sandt og falsk. Og han minder os om, at nationalisme ikke kun er politisk. Den kan også inkludere religion, race, ideologi eller en hvilken som helst anden abstrakt idé. Det er godt at minde sig selv om.

Er Europa og krise i Europa et tema i dagens europæisk litteratur?

Helt bestemt. Tag en forfatter som franske Michel Houellebecq.  I sin seneste bog Underkastelse fortæller han historien om en europæisk kultur, der ikke længere tror på sig selv. Som er træt og har givet op. En kultur, der ikke har flere idéer, og som derfor vælger at træde til side og overlade scenen til andre. Houellebecq beskriver en europæisk befolkning, der er sygeligt optaget af sig selv. Som bruger det meste af sin vågne tid på at lade sig underholde som medieforbrugere. Folk har mistet interessen for den store sammenhæng og er blevet til en flok trætte kynikere, der ikke længere orker at kæmpe for de europæiske værdier og derfor lader de determinerede – i det her tilfælde troende muslimer – komme til fadet.

Michel Houellebecq hører til blandt de skarpeste sortseere i europæisk litteratur. I romanerne Elementarpartikler og Muligheden af en ø laver han et slags dobbeltgreb på sine fortællinger. Normalt er dystopien kendetegnet ved, at den peger på en udvikling i samfundet, som er ved at gå skæv. Den gør os opmærksom på, at vi skal passe på de gode ting, vi har, og som vi er ved at miste.

Men Michel Houellebecq er også en stærk kritiker af nutidens samfund, som han finder præget af egoisme, mangel på mål og retning med livet. Vi har ingen idé om, hvor vi vil hen med noget som helst, og den virkelighed topper han så med en fremtid, hvor alle vores problemer så at sige er løst, og så viser han, at det heller ikke er at foretrække. I Elementarpartikler gensplejser og fremstiller UNESCO et nyt menneske, som er langt blidere, mere empatisk og har en stærkere moral, end vi har, men samtidig er det nye menneske også hamrende kedeligt. Ligesom i Aldous Huxleys Fagre nye verden fra 1932 bliver vi præsenteret for en verden, som umiddelbart er pletfri og velfungerende, og hvor mennesket i teorien burde være lykkelig men langt fra er det.

I Houellebecqs Muligheden af en ø møder vi en kult, der kloner folk for at gøre dem udødelige. Det lyder umiddelbart tillokkende, men grundlæggende sidder de klonede mennesker tilbage og skal genopleve det liv, som de personer, de er kloner af, har levet, og dermed opdager de, at de blot er en kopi af et andet menneske. Det er heller ikke lykken. Der er en klar tristesse over at have mistet friheden til at forme sig selv.

De utopiske samfund er ofte befriet for problemer som krig, fattigdom, sult og sygdom, men på trods af alt det, har man aldrig rigtig lyst til at bo i dem. I en ’perfekt’ verden uden modstand eller ulykke vil individet gå til grunde i kedsomhed.

- Findes der en europæisk litterær identitet -  eller er de dominerende identiteter snarer nationale og/eller globale?

Der findes helt klart en europæisk litteraturhistorie, men jeg vil mene, at den europæiske litteratur som et fælles rum, vi orienterer os efter, er i krise. Der er masser af aktivitet på den litterære scene i Europa, men fornemmelsen af at det er et fælles identitetsprojekt, hvor vi lytter til hinanden, ser jeg ikke.

I det omfang, det findes, er det fordi litteratur næsten altid repræsenterer nogle fælles værdier. Værdier, som har rod i en europæisk tankegang og et europæisk værdisæt. Det meste litteratur handler i sidste ende om, hvad det vil sige at være menneske, og allerede i 1600-tallet begynder vi at få øjnene op for individualiteten. Europæiske forfattere som Shakespeare, Cervantes og Montaigne er grundlæggende stærkt skeptiske over for idéen om, at der findes én sandhed, og de er kritiske over for alle, der vil pådutte os én sandhed, hvad enten det er kongemagten eller religionen, der forsøger at tilrane sig en ubrydelig magt over livet.

Allerede dengang dyrkede vi europæere vores forfattere som lysførere, der kunne vise os spækker væk fra den virkelighed. Som understøttede tanken om, at ingen skal bestemme over os. At vi alle er unikke individer, der kan tænke og føle selv.  Det handler om at tale magten imod eller afsøge muligheden for at sige ’Jeg er fandeme til’, som den danske digter F.P. Jac navngav en af sine bøger.

Litteratur kan ikke nødvendigvis omvælte et samfund, men den kan være med til at skabe et rum for eftertanke og advare os mod en udvikling. Den ruster os og klæder os på til at klare de udfordringer, vi står over for.

af MARCUS AGGERSBJERG JP Aarhus i samarbejde med Folkeuniversitetet

Maj 2017