Linda Greve, "Lær at lave en god præsentation"

Alle har oplevet forskellen på en god oplægsholder og en kedelig. En god oplægsholder trænger igennem med ny viden, selv om selve oplægget måske mangler struktur, og der er masser af løse ender.

Og en dårlig oplægsholder kan gøre selv det mest interessante og opsigtsvækkende emne gabende kedsommeligt, ligegyldigt hvor velstruktureret oplægget er.

Formidlingen er fuldstændigt afgørende for, hvor meget tilhørerne får med hjem, og hvilken oplevelse de fik undervejs.

- Det handler om autenticitet: At taleren gør sig klart, hvilken funktion hun har i relationen med lige præcis de mennesker, der er mødt op, og at hun fortæller sin historie på en måde, der er naturlig for hende selv. Det kan skabes med god forberedelse, forklarer Linda Greve.

Hun står bag bogen ’Den gode præsentation’, en bestseller, der netop er udkommet i 2. udgave, og så er hun undervisningsudvikler på Aarhus Universitet, ph.d. i virksomhedskommunikation, retoriker og teolog. I næsten ti år har hun forelæst på Folkeuniversitetet om at skabe den gode præsentation.

Den vigtige vinkling

- Som oplægsholder kommer man let til at fortælle om sig selv og sin egen verden. Det bliver et egotrip, og det er derfor, folk bliver så nervøse. Men tilhørerne vil høre historier om sig selv og deres egen verden. Måske mødes man aldrig, forklarer Linda Greve.

Derfor skal oplægsholderen vinkle sit stof til lige præcis den gruppe mennesker, der lytter. Eksemplerne skal komme fra deres verden, og der skal bygges oven på en viden, de har i forvejen. Så oplægsholderen må vide, hvem han eller hun taler til.

- Hvem er de? Er de tvangsindlagt til at lytte, eller har de selv valgt det? Hvad forventer de at få med hjem? Hvad skal oplægget føre til? Det skal man spørge om på forhånd, råder hun.

Målgruppen har også betydning for, hvordan oplægsholderen præsenterer sig selv. I nogle grupper har akademiske titler stor betydning, i andre lægges der mere vægt på praktisk erfaring. Så det er værd at overveje, hvordan man bedst skaber troværdighed.

- Min grundhistorie er den samme fra gang til gang, men vinklingen er helt forskellig, alt efter om jeg taler til kirkegårdspersonale, ingeniører eller undervisere. Udgangspunktet skal være: Hvad har målgruppen brug for? Så det handler altså om at formidle stoffet og oversætte det, så målgruppen kan høre, hvad jeg siger. Det handler ikke om mig og min verden, pointerer hun.

Bliver tilhørerne fanget af oplægget, smiler og nikker de undervejs, og det gør bare oplægsholderen endnu bedre.

Brug en fisk i forberedelsen

Linda Greve deler forberedelsen af en præsentation op i fem faser, i øvrigt inspireret af Aristoteles. I en af faserne forklarer hun, at præsentationen kan bygges op som en fisk:

- Start med en krog. Noget, som vækker tilhørerne. Fiskens hoved består af, at du præsenterer dig og laver en forventningsafstemning: Hvad skal jeg fortælle om, hvor lang tid tager det, og hvorfor er jeg troværdig.

Herefter kommer fiskens krop, selve indholdet, bygget op over fx tre pointer.

Afrundingen er fiskens hale. En god, fremadskuende slutning, der trækker perspektiver op.

- Har du en stærk ramme i dit foredrag, altså en krog, præsentation og afrunding, kan du godt vrøvle lidt i midten, uden der sker så meget ved det, smiler hun.

Fisken er efterhånden et velkendt billede på et oplæg blandt tusindvis af studerende.

- Du skal huske strukturen, ikke indholdet, for dét kan du jo i forvejen. Jeg synes ikke, man skal bruge manuskript, for det virker unaturligt at læse op. Mundtligheden og det personlige er netop det stærke ved at høre et oplæg. Du skal være så velforberedt, at du ved, hvad du vil sige i starten, i midten og i slutningen, og hvordan du kommer fra det ene til det andet.

Vælger man at lave en PowerPoint, skal det først ske sidst i forberedelsen, hvor man kender rækkefølgen og ved, hvad man vil sige. Slides skal ses som en krykke for tilhørerne, ikke for oplægsholderen, for han eller hun skal holde øjenkontakt med tilhørerne og fortælle i et almindeligt sprog, ikke læse op.

- I et historisk perspektiv er det ret nyt, at vi sidder alene og læser os til viden. I årtusinder har vi sammen med andre lært nyt ved at se tegninger og høre fortællinger. Så foredragssituationen kender vi, siger hun.

Vand, pauser og kropssprog

Når oplægsholdere bliver meget nervøse, er der ofte noget galt med forberedelsen, påpeger Linda Greve. Det er fx ikke nok at øve sig ved at hviske foran skærmen. Op at stå, frem med et videokamera, og fortæl oplægget, som du vil gøre på dagen, råder hun. En god huskeregel er, at man skal øve sig seks gange - så husker man oplægget, uden at man bliver for træt af at høre på sig selv.

- Det kan også være klogt at have nogle strategier for at fingere ro undervejs. Jeg holder pauser og tæller roligt til tre indvendigt imens. Men pauser må gerne være længere. Jeg har også en halv liter vand med ind, og den skal drikkes undervejs, har jeg besluttet. Det giver naturlige pauser, hvor tilhørerne får mulighed for at tænke over det, jeg har fortalt, og jeg kan overveje, hvad jeg skal videre til.

Et andet fif er at indtage scenen, som om man har ret til at være der (hvad man jo også har). Det vil sige med bredt og imødekommende kropssprog. Allerede før du går ind på scenen, kan du bruge dit kropssprog til at påvirke dig selv med en såkaldt ’power pose’.

- Magtfulde mennesker poserer bredere end ikke-magtfulde, viser forskningen. Inden du går ind, kan du rette dig op, gøre dig bred, stå med mindst en skulderbredde mellem fødderne og signalere magt, overskud og overblik - og din krop reagerer på det. Du får følelsen af, at du har alt under kontrol, siger hun.

Vejrtrækningen er også vigtig. Luften skal helt ned i maven. Det beroliger nervesystemet og giver ilt til hjernen, og det har den brug for.

- Oplægsholderen er koncentreret og har skærpede sanser undervejs. Men tilhørerne tror, at når de er i flok, er de usynlige. Jeg ser alt, alle gab, alle telefoner. Kunsten er at bevare øjenkontakten med folk og smile til dem, for så smiler de tilbage. Og så starter denne her opadgående spiral, som er med til at give alle en god oplevelse, siger hun.

- Det sjoveste er jo, når oplægsholderen formidler sin egen inderlige glæde ved stoffet, så alle kan se glæden, og alle kan forstå hvorfor.

 

Linda Greve: 
Cand. theol. og retoriker. Uddannelsesudvikler på Aarhus Universitet, Center for Undervisning og Læring.

Af Jonna Toft, journalist - Folkeuniversitetet i Aarhus i samarbejde med Aarhus Stiftstidende

Juni 2017