Lene Aarøe, "Biologien har betydning for tillid og holdningsdannelse"

Vi opnår en dybere forståelse af, hvordan borgere skaber tillid til hinanden og former politiske holdninger, hvis den politologiske disciplin arbejder sammen med andre fagfelter, mener Lene Aarøe, lektor i Statskundskab ved Aarhus Universitet. Især psykologien og biologien kan bidrage med nye indsigter.

”Hvor ulækkert synes du, det ville være at sidde ved siden af en person med røde sår på armen?”

Det er nok ikke det første, du vil spørge om på daten eller til julefrokosten med familien. Det er til gengæld et af de mange spørgsmål Lene Aarøe og hendes forskerkollegaer har stillet en lang række danske og amerikanske borgere. De har undersøgt, hvad psykologiske forsvarsmekanismer mod sygdom betyder for tilliden til vores medborgere, fortæller Lene Aarøe, da hun toner frem på skærmen til vores corona-sikre snak fra hvert vores kontor på en lun oktoberdag:

”Her viser vores resultater, at mennesker, der er meget bekymret for smitte, har mindre tillid til andre borgere.”

I tider som disse tager vi vores forbehold for at værne mod sygdom, og de fleste sørger hellere for en sikkerhedsforanstaltning for meget end een for lidt. Men det er altså, bogstaveligt talt, en naturlig indbygget reaktion at værne sig mod smitte – også før corona-pandemien gjorde sit indtog og vi blev pålagt restriktioner fra myndighederne.

 

Mere smitte, mindre tillid
Generelt kan vores reaktioner på helt apolitiske situationer, der involverer en potentiel risiko for overførsel af bakterier og vira fra andre mennesker, forudsige en hel del om den sociale tillid i samfundet, fortsætter Lene Aarøe og nævner endnu et par eksempler fra undersøgelsen:

”Vi har blandt andet spurgt om, hvor enig man er i udsagn som ’Jeg har det fint med at dele en vandflaske med en ven’, og ’Jeg rører aldrig ved toiletbrættet med nogen dele af min krop på offentlige toiletter’. Ved at sammenfatte folks svar på en række af denne slags spørgsmål, får man et mål for, hvor meget de reagerer med afstandtagen på situationer, der potentielt kunne indebære en smitterisiko. Dette mål forudsiger, hvor stor social tillid folk generelt har til deres medborgere i samfundet.”

Lene Aarøe forklarer videre, hvorfor lige præcis social tillid er vigtigt at undersøge. Rigtig meget forskning inden for statskundskab peger nemlig på, at social tillid er limen, der binder et samfund sammen:

”Det er fx vigtigt for, om folk er villige til at betale skat, bekæmpe klimaforandringer, og generelt løfte i flok på problemstillinger, der kræver, at vi alle gør noget. Vi kan måske tænke, at vores bidrag er en dråbe i havet, men hvis vi stoler på, at andre bidrager, så gør vi det også selv.”

 

Indvandreskepsis kan hænge sammen med vores immunsystem
Det er dog ikke kun tilliden, der forsvinder, jo mere smittebekymret, man er. Det har også en betydning for vores politiske holdningsdannelse. Især når det kommer til indvandrerspørgsmålet. Her kan biologien tilbyde sin assistance, uddyber lektoren:

”Normalt inden for statskundskab, er det vores styrke, at vi kan afdække, hvordan konteksten betyder noget. Mange af mine kollegaer bruger deres arbejdsliv på at vise, hvordan det politiske system betyder noget for holdningsdannelse, men her har vi altså noget, der går på tværs af vestlige demokratier, hvor det har været en kæmpe udfordring at forstå, hvorfor der er så stærk skepsis over for indvandrere. Traditionelle forklaringer fra statskundskab peger på, at det handler om økonomisk konkurrence mellem udsatte grupper fra majoritetsbefolkningen og de nytilkomne, samt om forskellige politiske værdier, som er et produkt af socialisering.”

Men lige netop her kan det interdisciplinære byde ind med noget nyt, påpeger hun og fortsætter:

”Ud over at have et biologisk immunsystem, der bekæmper virus, når det kommer ind i kroppen, har vi også nogle psykologiske forsvarsmekanismer mod sygdom – et såkaldt adfærdsmæssigt immunsystem.  Systemet er udviklet over vores evolutionshistorie til at motivere os til at udgå kontakt med potentielle infektionskilder. Disse psykologiske forsvarsmekanismer arbejder ubevidst i os og hos nogle er de hypersensitive. Derfor sker der overreaktioner fra deres adfærdsmæssige immunsystem, som ubevidst fejlfortolker det anderledes og fremmede som potentiel smitterisiko. Disse hypersensitive mekanismer er slet ikke gearet til den etniske mangfoldighed, der kendetegner demokratier i dag. Derfor kan noget så harmløst som forskelle i hudfarve fejlagtigt og ubevidst aktivere de psykologiske motivationer til at undgå smitte, så de hypersensitive undgår kontakt med indvandrere og efterspørger en stram indvandrerpolitik. Det skyldes ikke, at de bevidst frygter smitte fra indvandrere, men netop ubevidste fejlfortolkninger i deres psykologiske forsvarsmekanismer.”

 

Coronapandemien udfordrer vores teorier
Det biologiske og psykologiske system kan altså i samspil afføde en irrational skepsis over for mennesker, der ser fremmede eller anderledes ud. Ser vi på den aktuelle coronapandemi, fremhæver Lene Aarøe også, hvordan der har været rapporteret sager om udskamning og overfald på borgere af asiatisk udseende, hvordan Trump taler om ’The Chinese Virus’, samt at politikere på den danske højrefløj af flere omgange har forsøgt at bruge virussen som argument for at stramme asyl- og indvandringspolitikken. 

Tidligere undersøgelser, der peger på, at folk med høj smittebekymring har en tendens til at stemme mere højreorienteret til valg, er dog ikke indtil videre blevet bekræftet under pandemien:

”Vi ved ikke meget endnu og er kun kort inde i pandemien, men det er da eksempelvis spændende at se, hvor historisk godt Mette Frederiksen foreløbig har klaret sig i mange meningsmålinger under pandemien. Vi har endnu ikke har set det højresving, som vi nok havde forventet ud fra den eksisterende forskningsmæssige viden. Også i amerikansk sammenhæng er Trump lige nu markant bagud i meningsmålingerne (oktober red.) og forskningen peger på, at republikanerne er de mindst smittebekymrede.

Fra Skype-forbindelsen, der strækker sig mellem Folkeuniversitetets sekretariat på Barthonlins Allé i de gamle, gule universitetsbygninger og til Lene Aarøes hjem i Risskov, fremhæver politologen, at de lidt overraskende reaktioner på den aktuelle pandemi på den ene side er med til at udfordre eksisterende teorier, men på den anden side peger på, at her er noget, man kan gå ind og lære af ved at studere det nærmere.


Tværfagligeden åbner vores øjne for blinde vinkler
At studere politiske fænomener med tværdisciplinære briller, er en nyere udvikling inden for politologien, forklarer Aarøe, der, trods stor erfaring, stadig er ung i et gammelt fag. Hun trækker på smilebåndet bag skærmen og tilføjer: ”Hvad jeg har betegnet som en historisk udvikling, har andre ment er et fingerknips.”

Spørger man til hvor stor en rolle, de forskellige discipliner har i hendes forskning, er der dog ingen tvivl:

”Jeg interesserer mig for politisk holdningsdannelse, og det er politologien, jeg brænder for. Men vi danner holdninger inde i hovedet, i sindet, så vi kan ikke klare os uden indsigter fra psykologien. Sindet og hjernen ligger indlejret i kroppen, så vi har også brug for viden om vores fysiologi, biologi og om, hvordan vi antropologisk lever. Sidst, men ikke mindst, er vi også påvirket af vores gener, så man er også nødt til at kigge derhen for at fuldende billedet.”

Selvom det tværdisciplinære arbejde åbner for blinde vinkler og gør det muligt at åbne nye døre og blive klogere undervejs, er det før i tiden blevet mødt med nogen skepsis. Men i dag er det blevet bredt anerkendt, at sådan kan man også arbejde, fortæller Lene Aarøe. Projekter med mange fagfelter kræver dog lidt ekstra tålmodighed, fortsætter hun, og nævner et eksempel på, hvordan et projekt, der kombinerer statskundskab og genetik, startede i 2012 og først er klar til udgivelse i 2020:

”Man skal møde de højeste standarder inden for alle felter, fordi det tager lang tid at finde et fælles sprog. Vi skal være enige om, hvordan vi snakker om det spørgsmål, vi er interesseret i og hvad det er for nogle begreber, vi bruger. Et begreb, der bruges på en måde inden for statskundskab, kan betyde noget helt andet i en genetisk kontekst.”

 

Lene Aarøe er lektor på Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet. Hun er 39 år og bor i Risskov sammen med sin kæreste og deres datter på 2 år, og de venter barn igen til januar. Hun er uddannet på Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet og har tidligere modtaget Det Frie Forskningsråds Ung Eliteforsker-stipendie under Sapere Aude forskerkarriereprogrammet. I sit næste store forskningsarbejde skal hun lede det internationale forskningsprojekt Exemplar Democracy - Psychological Biases and the Impact of Exemplars on Factual Perceptions and Attributions of Government Responsibility, som er finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond.

 

Af Noa Kjærsgaard Hansen


Oktober 2020