Kristian Hvidtfeldt, "Et lille skridt for mennesket, et stort skridt for naturvidenskaben"

VI BEGYNDER MED HISTORIEN om amerikanske Robert Goddard. En sky enspænder, der som 16-årig tilfældig faldt over Herbert G. Wells’ Klodernes kamp. Den berømte science fiction roman flyder med grønne marsmænd, der invaderer Jorden og sender en skrækslagen menneskehed i armene på ragnarok. Goddard åd historien råt, og fra da af vidste han, hvad han ville med sit liv.

Som 19-årig begyndte han at læse fysik og matematik på universitetet, som 25-årig skrev han sit første manuskript om raketter drevet af flydende brændstof, og under første verdenskrig arbejdede han kortvarigt med raketter til militært brug. Men det var rumfarten, der fik hans puls til at stige, og i 1919 udgav Goddard en afhandling om, hvordan man kunne bruge raketter til at nå ekstreme højder. Undervejs kom han med et bud på, hvordan man kunne sende et eksplosivt blitzpulver til månen, så man i et teleskop ville se glimtet, når pulveret ramte overfladen.

”De fleste regnede Goddard for en særling. Aviserne bragte historier om hans vilde idéer, og han blev latterliggjort som ’Månemanden’,” fortæller fysiker og filosof, Kristian Hvidtfelt Nielsen, der har forsket i det rumkapløb, som startede med kinesernes opfindelse af krudtet i 1200-tallet og kulminerede adskillige århundreder senere med amerikanernes månelanding i 1969.

Ikke mindst takket være stædige mænd som Goddard, der var overbevist om, at hans højtflyvende idéer havde rod i virkeligheden og en dag ville blive realiseret. Eller som raketforskeren selv formulerede det: ’Det viser sig ofte, at fortidens drømme bliver til nutidens håb og fremtidens virkelighed’. 

”I dag står Goddard som en af rumfartens største pionerer. Han var med til at vise os, hvad naturvidenskaben kan præstere, når man drømmer stort,” fortæller Kristian Hvidtfelt.

Hitlers raketter
Naturvidenskaben har fascineret og udfordret mennesket i århundreder. Det samme har tanken om at rejse i rummet. Men det varede længe, før drømmen blev til virkelighed. Til gengæld var kampen for at nå dertil med til at sætte kursen mod en æra, hvor den naturvidenskabelige forskning blev skarpere og mere produktiv, end man nogensinde havde forestillet sig. 

Med anden verdenskrig var soloforskerens tid inden for raketforskning endegyldigt ovre. Nazisterne eksperimenterede for fuld styrke, og undervejs skabte den unge ingeniør Wernher von Braun og hans forskerhold den berømte V2-raket – verdens første langtrækkende missil. Det nye våben var skræmmende nyt for nazisternes modstandere. Nu kunne tyskerne bombe London uden at sende et eneste fly i luften, hed det sig.

”I praksis viste raketten sig ikke at være helt så effektiv som frygtet, og den blev aldrig nogen alvorlig trussel. Den var simpelthen ikke præcis nok. Men tyskernes arbejde havde overbevist både USA og Sovjetunionen om, at raketter var fremtiden, og da krigen sluttede, sørgede begge supermagter for at slå kløerne i nazisternes dygtigste raketforskere,” forklarer Kristian Hvidtfelt.

I årene efter krigen buldrede raketforskningen løs på begge sider af Atlanten, og med tiden bar arbejdet frugt. Den 12. januar 1957 sendte russerne Sputnik 1 i kredsløb om jorden, og kort efter fulgte opsendelsen af rumhunden Laika, der blev det første levende væsen i rummet.  

Den første Sputnik satellit kom som en glidende tackling på Vesten. Indtil da havde ingen for alvor regnet med Sovjetunionen, og i Vesten havde man længe rystet på hovedet over russernes ambitioner om at udfordre USA i rumkapløbet.       

”Men pludselig havde russerne en raket, der kunne sende atomvåben fra det ene kontinent til det andet. Som kunne krydse både Atlanterhavet og Stillehavet.” 

”Vi skal nok beskytte jer”
Rumkapløbet blev hurtigt en del af det storpolitiske spil mellem USA og Sovjetunionen, og fra første raket blev succes i rummet koblet med succes på landjorden.

”Det blev aldrig sagt direkte, men det underliggende budskab til begge landes befolkninger var klart: ’Bare rolig, I er i sikre hænder. Vi skal nok beskytte jer.’ Det var logikken. Når man kan sende en raket ud i rummet, er der styr på sagerne,” siger Kristian Hvidtfelt.

I årene efter de første opsendelser høstede russerne den ene succes efter den anden. På det tidspunkt var amerikanernes berømte rumagentur, NASA, for længst udskilt fra militæret og modtog nu sine egne bevillinger, så fremskidt ikke drukende i interne stridigheder mellem forskere og generaler. Alligevel havde russerne langt op i 60’erne førertrøjen på, og i 1961 blev Jurij Gagarin første menneske i rummet.

”Sovjetunionen brugte dygtigt deres sejre som propaganda. De skabte en fortælling om, at førerrollen i rumkapløbet var bevis på ideologisk overlegenhed. Og amerikanerne dyrkede den samme logik – både indadtil og udadtil.  Derfor var det også et stort problem, at de var bagud. Det betød groft sagt, at den frie verden var kommunismen underlegen.” 

Milliarder til rumforskerne

I 1961 holdt Kennedy sin berømte månetale. På direkte tv lovede den amerikanske præsident sine landsmænd, at USA ville have en mand på månen, inden årtiet var ovre. 

”Chokket over russernes succes blev dygtigt grebet af de amerikanske forskere, som brugte rumkapløbet til at få flere bevillinger til naturvidenskabelig forskning. Pengene skulle først og fremmest bringe USA tættere på månen, men arbejdet blev også brugt til at promovere og styrke naturvidenskaben i bred forstand,” fortæller Kristian Hvidtfelt.

Bevægelsen var allerede begyndt i årene efter anden verdenskrig, hvor de amerikanske politikere arbejdede målrettet på at få børn og unge til at interessere sig for naturvidenskab.

”Man oprustede i skolerne og byggede de første videnskabscentre rundt om i landet. Målet var at skabe en hær af børn og unge, der interesserede sig for naturvidenskab. Som kunne videreføre udviklingen og sikre, at USA bevarede sin status som teknologisk og økonomisk supermagt.”  

Det var en helt ny måde at tænke på. Indtil da havde man satset bredt på uddannelse, og der var ingen nationale strategier for at opdyrke det naturvidenskabelige område. Forskningen skete spredt og tilfældigt, og på universiteterne blev forskernes arbejde i stor stil drevet af private fonde.

”Men nu søsatte politikerne storstilede strategier for, hvordan man som samfund kunne fremme forskning og innovation.”  

De seje astronauter
Resten er historie. I 1969 lander Apollo 11 på månen, og amerikanerne lægger sig afgørende i front i rumkapløbet. Det samme gør forestillingen om naturvidenskabens rolle i samfundet. Og ikke kun i USA. Alle lande, der ønsker fremskridt, har i dag et stærkt fokus på det amerikanerne kalder for STEM - science, technologi, engineering og medicine.  ”Det er de fagområder, man skal styrke og satse på, hvis man som land ønsker at følge med i det globale udviklingskapløb. Naturvidenskabelig forskning er motoren i al innovation og dermed også drivkræften i et samfunds økonomiske velfærd, der igen er drivkræften i alt fra sundhed over uddannelse til social tryghed,” forklarer Kristian Hvidtfelt.     

Uden naturvidenskabelig forskning går verden i stå. Det er den, der fører til nye teknologiske opfindelser, som driver samfundet fremad.  

”Begyndelsen på den kolde krig og det efterfølgende rumkapløb betød, at det i årene efter anden verdenskrig flød med forskningsmidler inden for det naturvidenskabelige område i USA, og det førte til opdagelser, vi sidenhen har haft stor gavn af. En stor del af den teknologi, som ligger til grund for computeren og senere internettet, voksede ud af rumkapløbet. Vi fik også gps’en og satellitten.”

Af samme grund er rumfart stadig interessant, og ligesom astronauterne fra Apollo 11 blev hyldet og brugt til at løfte interessen for naturvidenskab, da de vendte hjem fra månen, blev Danmarks første mand i rummet, Andreas Mogensen, dyrket af både medier og politikere, da han i 2015 landede efter 10 dages rejse i rummet.

Den danske astronaut var på tur rundt på landets skoler, gymnasier og universiteter for at tale om sin rumrejse. Medierne fremstillede ham som en helt, en cool fyr, der aktivt promoverede og skabte fornyet interesse for naturvidenskaben rundt om i klasseværelserne og forelæsningssalene. Eller som Kristian Hvidtfelt udtrykker det:    

”Der skal nok være et par drenge og piger, som drømmer om at blive astronauter efter at have haft besøg af Andreas Mogensen. Og hvem ved, måske har den danske astronaut inspireret en skoleelev på samme måde som Herbert G. Wells’ science fiction-klassiker i sin tid inspirerede enspænderen Robert Goddard til at blive raketforsker og løfte rumforskningen til nye højder.”

 

Kristian Hvidtfelt Nielsen:
Lektor for Center for Videnskabsstudier ved Aarhus Universitet. 

Maj 2017