Kirstine Helboe, "Kroppen gør det lettere for os at tro"
Religion har krop. Når kroppe spejler hinanden i ritualer i et kirkerum, bekræfter deltagerne samtidig hinanden i, at religionen giver mening. Dermed bliver det lettere at tro.
AARHUS: Man kan godt blive lidt usikker, når man ind i en kirke. For hvor meget skal man tro for at være med? Hvis man ikke tror på jomfrufødsler og mænd, der går på vandet, bør man så gå igen?
”Det er ikke, hvad religion handler om,” forklarer Kirstine Helboe Johansen, lektor i praktisk teologi på Aarhus Universitet.
”Religion har helt tilbage til de tidligste stammereligioner mest handlet om at ’gøre noget’ sammen i et fællesskab, og ikke så meget om, hvor meget den enkelte tror. Det vigtige er at ’gøre med’. De kropslige handlinger giver troen betydning, og det kan kun gøres i fællesskab.”
”Kroppen er væsentlig i al religiøsitet og tro. Se bare burkini-debatten i Frankrig. Burkinien bliver set som et stærkt signal om religiøst tilhørsforhold, helt uafhængigt af, hvordan den enkelte kvinde begrunder sin påklædning.”
Kroppen fører ind i fællesskabet
Kropslige handlinger som at folde hænderne i bøn, stå op for at høre brudstykker fra Bibelen, knæle ved nadveren eller at synge sammen er med til at give religion mening for os, forklarer Kirstine Helboe Johansen.
Ved vores overgangsritualer klæder vi os på særlige måder. Den hvide farve er gennemgående i dåbs-, konfirmations- og brudekjolen, og ved begravelser er kisten ofte hvid. Gæsterne tager også særligt tøj på.
De kropslige handlinger i kirkerummet betyder, at vi bliver en del af et religiøst fællesskab. Vi markerer med krop og klæder, at vi hører til her, og at kirkens forståelse af kristendommen er med til at sætte en ramme om vores liv.
”Det har intet med sagen at gøre, om vi tror 5, 10 eller 50 pct. på kristendommen. Det væsentlige er, at vi ’gør med’ og dermed signalerer, at vi accepterer det religiøse univers og forsøger at finde mening i det. Dermed giver vi religionen gyldighed og troværdighed,” siger hun.
”Jeg er imod den dér trosfiksering om, at enten skal man tro på det hele, eller også er man ikke med. Når vi diskuterer, om de mange fremmødte ved julegudstjenesterne nu også er troende, og om konfirmander vitterligt tror på Gud, så stiller vi altså de forkerte spørgsmål. Religiøsitet handler om noget andet.”
Når det føles pinligt
Er man ikke vant til at gå i kirke, kan det godt føles lidt pinligt at folde hænderne under Fadervor eller at knæle ved alteret.
”Vi gør instinktivt som de andre. Kroppen går forrest og viser, at du hører til i fællesskabet. Men hvis du ikke er helt afklaret med, om du ønsker at ligne de andre, bliver du måske usikker. Og så værger du dig ved at folde hænderne eller gemmer dem under salmebogen,” siger Kirstine Helboe Johansen.
Mange kropslige handlinger i kirken er blevet så selvfølgelige for os, at vi ikke skænker dem mange tanker, før vi sidder i kirken. F.eks. når vi døber vores børn.
”I andre lande, f.eks. USA og England, har de svært ved at forstå, at 70 pct. af os danskere døber vores børn. De synes, det er underligt at døbe børnene ind i noget, der ikke tydeligt er en del af familiens hverdagsliv.”
En mere naturlig del af livet
Selv om færre går i kirke hver uge, er der også færre, som aldrig går i kirke. Andelen af danskere, der møder op i kirken ind imellem, vokser. Vi har hver vores kirkerytme og deltager måske i koncerter, meditationer, babysalmesang eller gudstjenester.
”Den engelske kirkehistoriker og religionssociolog Linda Woodhead beskriver, at der fra Reformationen og frem til nu har været en slags religiøs undtagelsestilstand, hvor religion er gået fra at være noget fælles til at være noget helt personligt. Med Luther bliver ønsket om, at den enkelte skal forstå og personligt tilslutte sig dominerende. Nu ser det ud til, at vi er i gang med en tilbagevenden til, at religion handler om at gøre noget sammen, uden at vi nødvendigvis tror på det hele. Religion er blevet knap så stor en personlig præstation,” fortæller Kirstine Helboe Johansen.
”I kirken giver de kropslige handlinger os en støtte. Vi får noget at læne os ind i, så vi lettere kan mærke fællesskabet og troen på det religiøse univers. Når kroppen går foran, bliver man en del af det. Det, kroppen gør, kommer du til at eje,” pointerer hun.
”Fællesskabet udgør dybest set forskellen på religion og vanvid. Hvis en person gik rundt og sagde noget af det, der står i Bibelen, ville han blive indlagt. Men vi har på et tidspunkt besluttet, at Bibelen sætter verden i et andet lys end det, vi selv kan kaste over den. Når vi oplever fællesskabet i kirken, bliver vi bekræftet i, at vores tolkning er gyldig. Så føler vi, vi hører til.”
Kirstine Helboe:
Lektor i teologi, Aarhus Universitet.
Af: Jonna Toft
Oktober 2016